Barndommens sandbunke

Skrevet 3. oktober 2017

Da jeg var barn med mit kridhvide hår og generte væsen, elskede jeg at være på stranden. Jeg voksede op i en lille by ved navn Marstal og som jeg husker det havde Marstal den bedste strand i hele verden. Det var også næsten den eneste jeg kendte til.

Hver gang vi var på stranden vandrede jeg ofte ud til en bestemt sandbunke. Der satte jeg mig og lod mine fødder og hænder synke ned i det varme sand. Jeg kiggede op på solen med missende øjne og absorberede varmen til den ramte mit hjerte og lyste det op.

Jeg sank langsomt ned i et karbad af sol og lys og flød vægtløst rundt. Når jeg sad der forsvandt jeg ind i mig selv og mine tanker blev i millioner ligesom sandkornene og hvirvlede rundt med den lette sommervind i tusind retninger. Jeg forestillede mig hele verdensscenarier udspille sig og sank længere og længere ind i mig selv, indtil varmen opløste mig og jeg kun var tanker og ikke længere krop.

Først når min bekymrede mor skimtede det hvide hår i sandbunken og kom og spurgte hvor jeg var blevet af den sidste halvanden time, bristede den porøse verden jeg lige havde opbygget og faldt ned over mig og blev til de millioner af sandkorn jeg sad på.

Så gik jeg tilbage og spiste Prince chokoladekiks, drak rød saftevand og byggede sandslotte med min lillebror.

De somre er stadig nogle af de bedste minder fra mit liv.

Foto: @petrafokdal

Relaterede blogindlæg


Ingen svar til "Barndommens sandbunke"


    Har du noget at sige?

    Nogen html er OK