Forælder eller coach? NOPA-fænomenet

Skrevet 27. november 2016

Med bogen ‘Stå Fast’ leverede Svend Brinkmann en sønderlemmende kritik af det han kalder for vores ‘selvudviklingstvang’. En kritik der ramte en nerve i vores samfund. Det vidner et salg på 70.000 bøger om.

Konkret satte Brinkmann spørgsmålstegn ved vores higen efter konstant selvudvikling – som han selv udtrykker det: “Vi har længe været ofre for en selvudviklings-ideologi, der handlede om hele tiden at lede efter sig selv, realisere sig selv, mærke sig selv og udvikle sig selv” (artikel her).

Denne kritik ramte også ned i coachificering af samfundet, da markedet for coaches er eksploderet i kølvandet på selvudviklings-bølgen. Ligesom den positive psykologi også fik tæsk (som næsten altid bruges af førnævnte coaches).

Udvikling og forandring er det konstante mål og stilstand er ilde set.

Men måske er al den fart og udvikling for meget og vi  har nået grænsen? Der er flere selvudviklingsbøger end aldrig før og alligevel eksploderer statistikkerne for sygefravær og stress og angst og depression.

Der er noget der ikke hænger sammen.

Hvad har det med børn at gøre?

Min påstand er, at dette selvudviklingparadigme, har gjort sit indtog i diskursen om – og opdragelsen af børn.

Det er i hvert fald den fornemmelse jeg får, når jeg kigger rundt på nogle af de populære blogs om børneopdragelse.

Den måske mest prominente af disse, er NOPA – nordicparenting.dk.

Sofie Münster som står bag siden, har også udgivet den populære bog: ‘Klog er noget, man øver sig på’. Det er en bog der er rettet mod forældre og som med forlagets beskrivelse skal: “ruste deres børn til succes i skolen og i livet.” (Fra Saxo.com)

Endvidere står der: “Med konkrete værktøjer kan vi lære dem at styre deres indstilling, energi og reaktioner, så de på den korte bane får bedre karakterer, stærkere sociale relationer og en bedre selvfølelse – og på den lange bane får lige præcis det, der skal til for, at de resten af livet vil kunne forfølge deres drømme.”

Det handler altså om, at børn skal blive succesfulde og forfølge deres drømme. Og det er da positivt. Ikke?

De fleste forældre vil naturligvis gerne se deres børn klare sig godt i livet.

Men ligner tilgangen ikke noget andet vi kender ganske godt?

Jeg har ikke selv børn og jeg kan nok ikke engang begynde at forestille mig, hvor svært og frustrerende børneopdragelse må være. Heller ikke at der pludselig er noget der er  vigtigere end sig selv. Men jeg tror godt jeg forstår man ønsker at ruste dem så godt til livet som overhovedet muligt.

Derfor forstår jeg også, at konkrete redskaber som NOPA tilbyder, må være rare at forholde sig til som forælder.

Det jeg dog stiller spørgsmålstegn ved, er om ikke hele denne tilgang til opdragelse mest af alt minder om en slags coaching for børn?

Forældrene skal agere succes-coaches, der igennem et ‘forældreprogram, lærer deres børn vejen til succes i livet så de kan forfølge deres drømme og realisere sig selv. For som Sofie selv skriver på sin side: “Succes er nemlig ikke noget, man er født til”.

Det skal der en coac.. jeg mener forælder til.

Det slår mig nemlig, hvordan sprogbruget fra selvudviklings-paradigmet går igen på NOPA. Her er nogle uddrag:

“Men børn har brug for deres forældres hjælp til at forstå de ting, de oplever, reflektere over dem og forholde sig til dem. Kun på den måde kan de udvikle deres sociale kompetencer og dermed styrke deres venskaber.” (Uddrag herfra)

Og:

“De fleste mennesker elsker at blive rost. Det betyder, at vi typisk har vores børns udelte opmærksomhed, når vi gør det – og derfor er det en god lejlighed til at hjælpe børnene med at blive klogere på sig selv, deres udvikling og de strategier de har, som virker.” (Uddrag herfra)

Børnene skal udvikle sociale kompetencer, de skal blive kloge på deres (selv)udvikling og lære de rette strategier, der virker for dem. Lad mig igen minde om, at det er børn vi taler om.

Det er også påfaldende hvordan det at være social absolut skal gøres til en ‘kompetence’. Det er new management-lingo af værste skuffe. Venskaber skal styrkes – fordi det er en kompetence og det kan udnyttes til at få succes. Ikke fordi venskaber i sig selv er rare.

Det er i hvert fald den klang det hurtigt får, fordi bloggens og bogens overordnede fokus og mål er ‘succes’.

Og med blogindlæg med titler som: “Dette personlighedstræk forudser bedst, hvordan børn klarer sig fagligt og socialt”, får man redskaberne til at monitorere sit barns kompetenceudvikling.

Det virker mindre som børneopdragelse og mere som en slags ‘hacking’ af børns adfærd, så den kan udnyttes til at de kan udvikle de rette ‘sociale og faglige kompetencer’ til at blive succesfulde i fremtiden. Her er det fx et forslag til hvordan man håndterer når et barn viser noget de allerede godt kan:

“Når børnene omvendt viser dig ting, som du ved, at de kan i forvejen, kan du gøre det til en vane at opmuntre børnene til at søge nye udfordringer: “Sejt. Hvad er så det næste du skal?” eller “hvad kunne du have gjort for at gøre endnu mere ud af det?” (uddrag herfra)

Hele tilgangen til hele tiden at ‘udnytte’ børnenes adfærd, stritter lidt på mig. Det er en slags instrumentalisering af børnene. Et begreb Brinkmann også slår på i sin kritik af selvudviklingsbølgen.

Instrumentalisering er kort fortalt, når vi bruger noget eller nogen til at opnå noget andet. Vi går fx til lægen, for at hjælpe os med et sundhedsmæssigt problem. Lægen er på den måde et instrument vi bruger til at opnå noget andet (at blive raske).

Men med det store fokus på selvudvikling er alt pludselig blevet noget vi kan udnytte til at opnå noget andet. Fordi udvikling er målet helt tiden. Det kan fx ses i måden vi snakker om venner på som et ‘netværk’  – noget vi kan udnytte til stige i karrieregraderne.

Her mener Brinkmann, at vi får svært ved at se fænomenernes værdi i sig selv, fordi vi anskuer dem som midler og instrumenter til at opnå noget andet. Vi er holdt op med at gøre ting fordi tingen i sig selv har værdi. Og i følge forskningen, er det faktisk lige netop det, der ofte er meningsskabende for os mennesker.

Med tilgangen fra NOPA, kan man godt argumentere for, at der er sneget sig en instrumentalisering af børn ind. En tankegang om helt tiden at ‘udnytte’ deres adfærd som et middel til at opnå noget andet (succes og kompetencer).

Med andre ord skal børn optimeres, således at de kan nå det ultimative; nemlig at realisere sig selv så de ‘resten af livet vil kunne forfølge deres drømme’.

Lyder alt dette bekendt?

For det er mere eller mindre essensen af amerikansk positivisme, som handler om, at realisere sig selv og nå sit ‘fulde potentiale’ (“unlock your full potential”).

Her er det bare på børns vegne.

Som Brinkmann siger så er: “[…] vi er vant til at tænke om menneskelig vækst, udvikling, læring, innovation kreativitet osv. som det gode og det rigtige og det spændende i livet. Det er det måske også, men måske kan det også blive for meget. I hvert fald når det melder sig som udviklingstvang.”

Smitter trangen – eller udviklingstvangen – til “menneskelig vækst, udvikling, læring, innovation” af på vores børneopdragelse? Kigger jeg på NOPA, så lader svaret til at læne kraftigt imod et ja.

Det er som om børn nu er blevet det ultimative udviklingsprojekt – og dermed en forlængelse af ens eget udviklingsprojekt.

Og det er derfor jeg bragte Brinkmann på banen – for i bund og grund kan hans kritik af udviklingstvangen videreføres til dette børnudviklignsparadigme NOPA blandt andet giver udtryk for. Det kan ses som en forlængelse og konsekvens af hele udviklingstvangen.

Jeg er ikke i tvivl om, at NOPA – og de andre børneopdragelsesblogs – har de bedste intentioner og der helt sikkert er nogle forældre der vil melde sig på banen med positive oplevelser efter at have fulgt rådene. Jeg forstår godt, at man vil sit barn det bedste. Og jeg vil undgå at gøre mig til dommer over hvorvidt hele denne diskurs og tilgang til børneopdragelse vil falde ud i fremtiden.

Jeg vil til gengæld opfordre til at tænke over nødvendigheden af dette store fokus på at ‘hacke’ og udnytte børns adfærd til udvikling af kompetencer og fremtidig succes.

Måske man blot kan fokusere på at gøre ting med sine børn, uden at det er et mål for at opnå noget andet?

Sætte sig ned og snakke med dem – ganske simpelt bare for at snakke.


Hvis du er forælder, hører jeg meget gerne om du har samme oplevelse af denne tendens, eller om du synes jeg er helt galt på den 🙂


1 svar til "Forælder eller coach? NOPA-fænomenet"

  • Daniel
    21. marts 2018 (14:39)
    Svar

    Jeg ser samme tendens. Jeg kalder det for positivitetsfascisme, som Rasmus Willig bruger det om coaching. Men kort og godt er nips det rene behaviorisme. Et behov for at ydre styre mennesker, men ikke kun børn, men også forældre. Det lægger et pres på forældre til at handle på en bestemt måde overfor sine børn. Ansvaret bliver taget fra dem. Og hvis børnene nu ikke er succesfulde, omsorgsfuld, ansvarsbevidste, osv. Så er det forældrenes skyld. Men helt ærligt. Hvor mange mennesker kan sige at de har været alle de ting hele tiden. Vi har brug for at kunne slappe af, give slip, og nogen gange gøre dumme ting, ting som ikke er gennemtænkt eller gennem reflekteret. Jeg har altid været god til mennesker, men jo mere tid jeg bruger på at reflektere over mine sociale kompetencer, jo dårligere bliver jeg til det. Jo færre chancer tør jeg tage og jo mindre af mig, viser jeg. Så ja. Er enig i at det ikke skal sluges råt. Brug det som en idé base i tilfælde af tvivl, men lad det ikke styre ens opdragelse eller samvær af sine børn.


Har du noget at sige?

Nogen html er OK