Hjernerystelse – et hav af rystende misinformation

Skrevet 12. februar 2017

For nogle uger siden, var jeg på besøg hos Michelle Hviid i Hviids Varmestue på radio24syv. Emnet er hjernerystelse og jeg var der, fordi jeg selv blev ramt for snart 9 måneder siden. Fysioterapeut Amad Shayan – som hjalp mig på rette vej – er også med.

Vi taler om misforståelser og misinformation omkring hjernerystelse, som vi begge mener kan være med til at fange én i forløbet længere tid end nødvendigt.

Hvis du ikke vil læse mine tanker om hjernerystelse, men blot høre udsendelsen, så scroll ned i bunden af indlægget.

Hjernerystelse og misinformation

Hjernerystelse er noget mystisk noget. Vi ved i bund og grund ikke alt for meget om det, da der ikke er forsket særligt meget i det.

Langt de fleste der får hjernerystelse, bliver raske indenfor 3 måneder, og mange efter blot efter 2-4 ugers tid. Omkring 15-20 % fortsætter med at have symptomer efter 3 måneder. Dette kaldes langvarig hjernerystelse – post commotio.

Der er heller ingen systematisk behandling for det. Rådet fra sundhedsvæsenet er som regel blot: masser af ‘ro’  – og så er man ellers overladt til sig selv. Et ubrugeligt råd, da ‘ro’ et meget individuelt begreb – hvad betyder det overhovedet? Det kan med rette kan kategoriseres som et afmagtsråd.

Det der burde blive sagt, er at der er evidens for, at man bør holde sig i ro de første 7-10 dage (og at det er meget vigtigt at respekter dette). Derefter, ud fra de sparsomme undersøgelser der er lavet, er der ikke noget der tyder på, at man har gavn af at afholde sig fra at genoptage aktiviteter (gradvist og i det omfang man kan).

Manglende systematisk behandling fra sundhedsvæsenet, sammenholdt med, at der er forsket så lidt i hjernerystelse, betyder derfor, at området er præget af mange anekdoter og husråd. Anekdoter og råd som folk deler med hinanden på internettet.

Og jeg forstår det godt – for at være ramt af hjernerystelse er utvivlsomt det mest frusterende jeg nogensinde har prøvet i mit liv. Man føler sig komplet magtesløs og som man har fået frataget sig sit liv og identitet. I hvert fald når det står værst til.

Worst case scenarios

Og her opstår problemet. For det er særligt når det står værst til, at folk deler deres erfaringer. Og ligeledes når det er mes vedholdende. Med andre ord: worst case scenarios.

Det betyder, at stort set al den information du finder om hjernerystelse er præget af at være dybt nedslående og en meget hård omgang at læse.

Får du hjernerystelse og googler rundt, så føler du hurtigt, at du har fået en dødsdom. Der er milelange lister over alle de ting du ikke må eller kan længere og alt handler om hvor slemme symptomerne er (og det er de også – don’t get me wrong).

Problemet er blot, at dette skaber en kraftig misrepræsentation. 

Du hører ikke om dem, der er blevet raske efter 3-4-5-6 måneder. Eller dem som har kunne genoptage arbejdet langsomt efter 4 måneder, dem som har haft udfordringer, men har kunne klare sig igennem hverdagen mens symptomerne langsomt har fortaget sig.

Nej, du hører for det meste om dem som har været ramt i årevis og stadig er sygemeldte. Og jeg forstår udmærket godt, hvorfor de har brug for at fortælle omverden om deres situation, ligesom jeg også forstår behovet for at erfaringsudveklse med ligesindede. Jeg gjorde det trods alt selv.

Så før du måske sidder og føler dig ramt – så husk lige at jeg selv har været der.

Men ultimativt betyder det, at det du læser om hjernerystelse på nettet, er meget lidt repræsentativt for langt størstedelen af dem der rammes af hjernerystelse. Også den langvarige.

Expectations creates symptoms

Denne ikke-repræsentative fremstilling af hjernerystelse er ikke en bagatel. For det påvirker ens forventning til det hjernerystelses-forløb man er i.

De fleste kender godt til begrebet placebo-effkten. Men de færreste kender til nocebo-effekten – det præcis omvendte af placebo. Nocebo-effekten er når man har en negativ forventning til et givent fænomen, hvilket resulterer i, at man oplever en mere negativ effekt end man ellers ville.

Forvetninger skaber symptomer. Dette er et veletableret psykologisk faktum.

Da jeg personligt blev opmærksom på dette, ændrede mit eget forløb sig markant. Jeg kunne fange mig selv i katastrofe-tanker og konstante forventninger om, at jeg ville få det dårligt når jeg gjorde X eller Y.

Hvis du fortæller dig selv, at du vil få det ekstremt dårligt af at kigge på en skærm i 10 minutter – så vil du højst sandsynligt opleve den negative effekt der potentielt kan forekomme signifikant værre end ellers.

Det betyder ikke at langvarig hjernerystelse er et psykisk betinget fænomen. For det er det ikke. Der er helt reelle symptomer, men vi skal også erkende, at det er et psykosomatisk lag udover dette, som kan forstærke effekten af de eksisterende symptomer. Og særligt hvis man i forvejen har tendens til den slags – det kunne fx være en præesksisterende angst.

Ligesom mange desværre også udvikler angst eller depression som følge af hjernerystelse, som igen kan være med til at forstærke symptomerne. Her er det i øvrigt vigtigt at påpege kausalitetsretningen. Det er ikke angst og depression der leder til hjernerystelse, men hjernerystelse der kan lede til angst og depression.

Den information der eksisterer er skræmmende og angstprovokerende. Det kan ganske simpelt ikke undgå at påvirke én hvis man læser om det. Selv information på Hjernerystelsesforeningen side (som jeg udmærket ved har alle de bedste intentioner) er hård kost at læse for de fleste.

Dekonditionering – den store synder

Oftest påvirker det folk til at afstå fra at gøre ting, fordi de så frygter det vil forværre deres tilstand. Det gjorde det fx i mit tilfælde. Jeg fik læst om alle de ting andre hjernerystelsesramte skrev forværrede deres symptomer – og det endte med, at jeg blev så bange for at gøre noget, at jeg besluttede mig for at holde mig fra stort set alt.

Jeg ved, at jeg langt fra et en enkeltstående tilfælde på det punkt.

Det er paradoksalt nok det værste du kan gøre. For holder man op med at udsætte sig selv for stimuli, så dekonditionerer man sig selv. Dekonditionering vil sige, at man holder op med at gøre noget og dermed sænker sin tolerance overfor en given stimuli.

I styrketræningsverden betyder det fx at man holder op med at træne med vægte. Først har man konditioneret sig til at kunne tage større og større vægte og holder man så en pause, så dekonditionerer man. Dvs. at man ikke kan tage de samme vægte når man vender tilbage – det vil føles hårdere, da ens krop ikke er vant til det samme stimuli længere.

Det forholder sig præcis på samme måde med hjernes evne til at tolerere stimuli. Tænk blot på hvordan man kan have det i hovedet når man fx starter på et nyt job og skal sætte sig ind i 400 ting. De første uger kan man være helt død – men langsomt konditionerer man sin hjerne til at håndtere det nye input og snart føltes det som en helt normal hverdag.

Stopper du med at udsætte dig selv for noget i lang nok tid, så vil det føltes voldsomt at gøre det igen – uanset om man har hjernerystelse eller ej.

Tag solbriller på i 3 måneder i træk både udendørs og indendørs (og det gør mange med hjernerystelse – jeg var selv en af dem), så vil det føles meget voldsomt at tage dem af igen, når solen skinner. Igen – uanset om man har hjernerystelse eller ej.

Ved hjernerystelse sker der et eller andet mystisk, så man bliver slået helt ud af kurs – og derfor skal evnen til at tolerere stimuli igen opbygges fra ny. Tempoet hvorved det skal gøres er individuelt, men der er universelt en dårlig ide at afvænne sig alt det man normalt gør i hverdagen fuldkommen.

En af de helt store råd er eksempelvis, at man skal holde sig fra skærme. Mit råd er at blive ved med at kigge på skærme i det omfang du kan – ellers bliver det meget hårdt at komme tilbage, når de fleste af os arbejder foran en.

Et godt eksempel er, at jeg relativt ‘tidligt’ i mit forløb, fandt ud af, at jeg fandt det beroligende at se et afsnit af en serie om aftenen. Dette hjalp med at fjerne mine tanker fra at tænke på min situation konstant og gav mig ro. Faktisk har jeg oplevet, at det endda har dæmpet symptomer. Så det har jeg faktisk gjort stort set hver eneste aften lige siden jeg fandt ud af det. Og det er ellers dødssynd nummer 1 hvis man læser på nettet; en skærm.

Citronen skal presses – men ikke hele tiden

Der hvor jeg tror mange går galt med hjernerystelse (det gjorde jeg i hvert fald selv), er at sidestille det, at man får symptomer af noget med, at det er en forbudt aktivtet. Eller at man, fordi man har oplevet forværring, opbygger en frygt (og dermed en forventning om noget dårligt) for aktiviteten – som så paradoksalt nok kan forværre symptomerne.

Det er helt naturligt at man mærker noget, man ikke er vant til eller ikke har opbygget en tolerance overfor. Stopper man og begynder at afholde sig helt fra det, så skal man nok også kigge langt efter forbedring. Jeg var aldrig kommet igang med arbejde igen, hvis jeg tog det, at jeg fik ondt i hovedet efter 30 minutter foran computeren, som et tegn på, at jeg ikke kunne holde til det.

I stedet udviklede jeg en strategi. Jeg fandt ud af, at ved at hvile i 10-15 minutter, så fortog hovedpinen sig som regel og derved kunne jeg igen arbejde videre. Ikke et ubegrænset antal timer, men videre. Samtidig har jeg gradvist øget tiden foran computeren. Nogle gange har jeg endda sat mig tilbage og arbejdet, selvom hovedet ikke føles helt godt – hvor det er gået i sig selv igen. Udforsker man ikke den slags, så ved man ikke om man egentlig mest af alt holder sig selv tilbage.

Jeg startede med at arbejde 20 minutter og så øgede jeg gradvist. I løbet af omkring 3 uger, havde jeg øget det til et par timer.

Min egen overordnede tilgang er, at jeg presser mig selv når jeg føler at jeg kan – og så har jeg det ufravigelige kriterium, at mine symptomer samtidig, overordnet set, skal være i bedring.

Men det betyder også, at jeg er ok med at der kan gå 2 uger, hvor jeg ikke lige er på toppen, hvis jeg, når måneden er omme, har rykket mig lidt og har fået det godt igen.

Sådan rykker jeg grænsen hele tiden – uden at gå tilbage.

Man bliver nødt til at presse sig selv indimellem og se hvad der sker. Ikke hver dag. Men hvis man ikke skubber til grænsen, så rykker den sig heller ikke (husk at det at ‘presse sig selv’ er individuelt alt efter udgangspunkt). Det kan fx blot være at prøve en aktivitet et par minutter længere end man er vant til.

Det der oftest holder folk tilbage her, er frygten for at få det dårligt. En frygt der ofte skabes ud fra den information man har læst på nettet.

Ser du et mønster nu?

Jeg ved, at nogle af dem der er hårdt ramt, fik den del af podcasten hvor Amad og jeg taler om at presse sig selv, galt i halsen. De følte at vi negligerede, hvor dårligt de kunne få det. Det gør vi ikke. Som vi siger: der er symptomer. Men der er også en lag uden om som kan gøre alt meget værre. Kan man blive opmærksomhed på det, så er man nået langt.

Jeg håber derfor også, at dem der lytter/læser med og føler sig ramt, i stedet bruger det som brændstof til at prøve at se hvad der sker, hvis nogle grænser rykkes (og har nocebo-effekten og alle de andre ting i tankerne, hvis de oplever symptomer).

Lav strategier

Skal du tage én ting med fra dig her, så er det at give dig selv nogle strategier der kan få dig igennem dit forløb. Hvilke strategier du skal bruge er individuelt, da hjernerystelsesforløb er meget individuelle.

Nogle gang kan det være helt kontraintuitivt – det kan du se i mit eksempel med at se serie om aftenen.

Det bliver nemmere at implementere de strategier, med en erkendelse af nocebe-effekten.

Lav en strategi. Virker den ikke, så prøv igen, måske skulle du lige vænne dig til det. Virker den stadig ikke, så forsøg noget nyt. Eksperimenter.

Mit håb

Jeg negligerer ikke hvor slemt hjernerystelse kan være. Jeg kender alt til at være fanget i en uudholdelig bobbel af diffuse symptomer og en følelse af at have mistet sit liv. Og jeg må også stadig lave krumspring, for at få min nuværende hverdag til at hænge sammen.

Jeg postulerer heller ikke, at hjernerystelse er hypokondri eller indbildning. Jeg vil blot sætte fokus på, at symptomer kan forstærkes af vores forventninger og dermed bremse forbedring.

Endvidere at hjernerystelse kræver strategier – og disse kan nemmest implementeres hvis man vrister sig fri for mange af de forestillinger der er om hjernerystelse (da man hurtigt kan blive for bange til overhovedet at prøve noget af).

Med denne blogpost og podcastudsendelsen er mit mål at sprede noget mere håb (og strategier til at rykke grænser) blandt hjernerystelsesramte. For det havde jeg i den grad selv brug for, da jeg var hårdest ramt. Og det gav Amad mig heldigvis. Nu håber jeg, at jeg kan gøre det samme for dig her.

Konkrete råd:

  • Intet er forbudt (heller ikke skærme!). Det handler om mængden. Og den mængde kan øges gradvist.
  • Lineær progression. Øg tolerancen for stimuli gradvist. Accepter er du til tider vil ramme et plateau et stykke tid, før du igen rykker.
  • Undgå dekonditionering, dvs. undgå at afvænne dig bestemte stimuli helt. Det vil gøre det langt hårdere at vende tilbage igen. Det gælder også skærme.
  • Arbejd ud fra 10-15 minutters reglen. Det er ok du får symptomer, så længe de forsvinder igen efter 10-15 minutter. Oplever du længere end det, så tråde du måske for langt denne gang. Men det er ikke sikkert at det så er det samme næste gang. Eksperimenter.
  • Lad være med at læse skrækhistorier på nettet – det gør intet godt for dig
  • Læg strategier som kan hjælpe dig med at genoptage dine aktiviteter.
  • Siger du til nogen at du har hjernerystelse og de begynder at fortælle om en skrækhistorie, så stop dem. Det gør intet godt for dig at høre.
  • Skub grænserne en gang i mellem og ser hvad der sker. Og når du skubber dem, så forvent at du kan mærke det (men forvent ikke katastrofer – husk nocebo-effekten). Andet ville være underligt.
  • Mens det giver mening at få  dækket sit behov for makro- og mikronæringsstoffer, da men ellers kan opleve øget træthed, som mange kæmper med i forvejen, så lad være med at spilde din tid og penge på ‘hjernemad’. Der er intet evidens for, at mad skulle kunne hjælpe en hjernerystelse.
  • Overvej en optometrist. Dette er evidensbaseret synstræning – ikke noget alternativt. Mange med hjernerystelse oplever synsproblemer – om det var der latent i forvejen eller blev udløst af hjernerystelse aner man oftest ikke. Har man problemer med synet kan det forstærke symptomer – succesraten med denne behandling er høj og det hjælper (hvis du altså har problemer). Privatsyn i Rødovre kan anbefales.
  • Vær opmærksom på nocebo-effekten. Fang dig selv, hvis du på forhånd forventer, at du vil få det dårligt at en given stimuli – for så sker det nok.
  • Hvis du opsøger andre med hjernerystelse, så gør det i et fora der deler historier om fremgang og giver gode råd til strategier. Undgå symptomdyrkelse og skrækhistorier – det vil intet godt gøre for dig.
  • Fysisk aktivitet. Længerevarende stilstand ved vi positivt er dårligt for mennesker. Hjernerystelse eller ej. Der er også lavet nogle forsøg som indikerer, at det kan hjælpe mod den træthed mange med hjernerystelse oplever.

Hør udsendelsen her

Stream udsendelsen her:

Lyt i Itunes her

Jeg kan i øvrigt varmt anbefale at følge Michelle Hviid på Facebook. Hende finder du her.

Relaterede blogindlæg


18 Svar til "Hjernerystelse - et hav af rystende misinformation"

  • Malene
    13. februar 2017 (5:15)
    Svar

    Åh Gud – Morten Svane udtaler sig efterhånden om alting som om han var ekspert – intet er for stort – alt fra lightprodukter og hjernerystelse er han selvudnævnt ekspert i. Det er kvalmende. Jeg har selv haft hjernerystelse i 11 mdr og mener det er en fysisk ting, der kræver ro og langsom genoptræning. Stress og spændinger i hovedet forværrer tilstanden og forlænger genoptræningen efter. Så når Morten Svane mener at det er en psykisk ting tænker jeg, at han ikk er for smart. Han understøtter nogle af de uvidende læger der tror det er en hypokonder-sygdom. Fordi der ikk er meget videnskabelig belæg på området. Min oplevelse er, at hjernerystelse handler om en blodforsyning i hjernen, der skal genetableres og det er i høj grad enfysisk ting, hvor stress sænker helingen. Morten måske skulle du begrænse dig i dine “ekspert” områder – jeg er enig med dig i at folk med hjernerystelse bør undgå angst, men synes du rammer godt og grundigt ved siden af i dine “råd”.

    • Morten
      13. februar 2017 (10:34)
      Svar

      Hej Malene.

      Måske du skulle læse mit blogindlæg igen, men denne gang lidt langsommere, så du forstår hvad der står.

      Jeg skriver intet sted at hjernerystelse er en psykisk ting. Faktisk skriver jeg konkret dette: “Det betyder ikke at langvarig hjernerystelse er et psykisk betinget fænomen. På ingen måde. Der er helt reelle symptomer, men vi skal også erkende, at det er et psykosomatisk lag udover dette, som kan forstærke effekten af de eksisterende symptomer”

      Dvs. hjernerystelse 100% giver nogle slemme og diffuse symptomer (husk at jeg selv har været der – og stadig har problemer), MEN at der også potentielt kan være et ekstra lag udover det.

      Det har intet at gøre med at understøtte læger der tror det er hypokondri.

      Jeg skriver i øvrigt heller ikke, at folk med hjernerystelse bør undgå angst, men at hvis man fx har haft tendens til angst i forvejen, så kan det forstærke symptomerne.

      Alt i alt har du ikke læst for forstået noget som helst jeg har skrevet og er i stedet for blot gået direkte efter min person. Prøv at læse ordentligt igennem – det ville klæde dig før dine personangreb.

      Ps: Jeg har aldrig udnævnt mig selv til ekspert på dette område.

  • Zenia
    13. februar 2017 (11:21)
    Svar

    Hej Morten, tak for interessante pointer! Jeg lyttede radioprogrammet ved et tilfælde.

    Jeg tænker, at noget som virkelig kunne gøre en kæmpe forskel i behandlingen/informationen af (længerevarende) hjernerystelser er fx det med strategierne. Det har jeg virkelig manglet. Jeg har brugt så meget kognitiv energi på at regne ting ud. Der er en skov af forbud og “ved ikke”, men ikke så mange konkrete strategier. Altså, lifehacks. Det kan fx godt være, at man så ikke lige magter at rydde hele stuen op på een gang. Men man kan dele det ind i moduler etc. Jeg lever fx i dag med små alarmer der hjælper mig med at huske pauser og ting jeg skal.

    Det er jo enormt komplekst. Det med hjerner. Og individuelt, som I også var inde på i programmet. Det var nemmere at måle på, hvis der kun fandtes een standardhjerne som levede det samme liv med samme erfaringer og oplevelser. Alt griber jo ind i hinanden.
    Det tog mig virkelig lang tid at regne ud at den eneste det skal give mening for er mig selv. Altså, fx hvordan jeg gør tingene. Om jeg har brug for en uge med støjreducerende høretelefoner eller en uge hvor jeg ikke ser andre mennesker men i stedet har fuldt fokus på at få rørt kroppen og prøve at undgå stress. Det man ved ændrer sig hele tiden. Heldigvis.
    Og især derfor tænker jeg også at det kan være problematisk at opkaste nogle helt præcise strategier som gælder for alle, men helt grundlæggende ville det være mere virkelig konstruktivt til en begyndelse, at hjælpe folk til at forstå, at det overhovedet at have en egen strategi vil være hjælpsomt.
    Fordi det er ikke en strategi at sige: Hold dig fra skærm. Det er mit ønske at sundhedsvæsenet havde overskud til det.

    (Personligt har jeg holdt mig væk fra “erfaringer” og prøvet at navigere efter det mere evidensbaserede og ting der var mere konkrete.
    Måske er det noget geografisk bestemt, jeg bor i Jylland, men jeg bliver aldrig rigtig mødt med skrækhistorier om hjernerystelser. Derimod ville jeg ønske jeg havde en krone for hver gang nogen havde fortalt mig, at det sikkert var noget psykisk eller at det dog var “besyyyyyynderligt” at jeg ikke fik det bedre. Og hold da op, hvor kender jeg også mange der kender en masse med hjernerystelser der kun har varet 5 min )

    • Morten
      13. februar 2017 (11:51)
      Svar

      Rigtig godt input Zenia. Jeg har nu tilføjet et kort afsnit om strategier i blogpostet – og om det skal være individuelt 🙂

  • Lise
    13. februar 2017 (15:54)
    Svar

    Tja, det vigtigste er måske det der med de 7 dages ro lige efter ulykken. Jeg er en af dem der ikke vidste at jeg havde hjernerystelse før 4-5 dage efter – og da havde jeg allerede været på arbejde og gjort gymnastik flere gange. Og så er det jo for sent. I hvert fald har jeg brugt alle de strategier Svane nævner, altså prøvet at foretage mig det samme som jeg gjorde før – bare kortere tid ad gangen. Men må konstatere at det værste man kan gøre, er at presse sig selv. For det er nemlig en myte at en hjernerystelse ikke kan vende tilbage (altså, også uden at man slår hovedet igen). Det kan den, hvis man presser sig selv for meget. Og det kan være temmelig svært at vide hvor meget ‘for meget’ er. For man mærker det først bagefter. Dengang jeg slog hovedet, var der endnu ikke fokus på hjernerystelse, så de første to år var jeg overbevist om at jeg ville blive rask igen. Men det blev jeg altså ikke.

    • Morten
      13. februar 2017 (18:27)
      Svar

      Hej Lise

      Husk på, at det er din egen oplevelse. Selv Center For Hjerneskade forsøger at få folk til at skubbe deres grænser. Ellers når man ganske simpelt ikke videre. Men der er ingen der siger, at man skal presse sig totalt ud over grænsen. Det handler om at prøve 5-10 ekstra minutter i forhold til ellers. Måske løbe 500 meter i stedet for at gå en hel tur, osv. At ‘presse sig selv’ er meget relativt i forhold til hvordan man har det.

      Det handler i øvrigt ikke om at foretage sig det samme som man gjorde før, men i kortere tid. Men gøre det på nogle andre måder – her er tiden blot én varibel man kan skrue på.

      Presser man sig selv helt ud, så vil man få det skidt, hjernerystelse eller ej. At en hjernerystelse skulle vende tilbage efter man er på rette køl, hører til absolut sjældenhederne. Husk igen på at LANGT de fleste kommer sig helt og får ingen tilbagefald. Det er vigtigt, at udbrede den information og ikke skrækhistorierne.

      Min egen strategi er, at jeg langsomt presser mig selv til at kunne lidt mere – med altid med det in mente, at jeg skal kunne mærke en overall forbedring i sidste ende. Det siger sig selv, at man ikke skal blive ved med at presse på, hvis man får det værre og værre.

  • Tine
    13. februar 2017 (16:23)
    Svar

    Supergodt skrevet Morten! Især det med strategierne… jeg har siden udsendelsen i lørdags allerede lagt to strategier og regner med flere snarligt. Tak for dit engagement i at udbrede denne viden

    • Morten
      13. februar 2017 (18:28)
      Svar

      Jeg er rigtig glad for at udsendelsen og blogindlægget kunne bruges, Tine! 🙂

  • Henriette
    14. februar 2017 (12:07)
    Svar

    Tusind tak for en rigtig god udsendelse. Ærgre mig gevaldigt over at den stoppes hvor den gør, kunne rigtig godt tænke mig at have hørt Ahmad Shayans fulde svar på det sidste spørgsmål om det kan blive kronisk, samtidig kunne jeg godt tænke mig at høre hvad han mener/tænker om det der hedder post comentionelt syndrom….
    Jeg er så glad for at i understøtter vigtigheden af at komme op og ud i hverdagen igen, understøtter at få lavet strategier, at få pulsen op og træne. Ikke at det hele skal ske på en gang, men lidt efter lidt… Jeg har meget oplevet at folk har stilt rigtig kritisk til at jeg arbejdede på, i samarbejde med fysioterapeut, at komme ud og træne igen. For det kan man da ikke med en hjernerystelse. Jeg valgte så at lytte til fysioterapeuten som hjalp mig rigtig meget der. Og med tiden kunne jeg faktisk. Og jo- jeg var pisse bange undervejs. Men det ændrede ikke faktum at jeg kom ned i fitnesscentret osv. Så hvor er det dejligt med opbakning til dette!

  • Ebbe
    14. februar 2017 (15:31)
    Svar

    Kære Morten

    Tak for et fint indlæg. Jeg er enig med dig langt hen af vejen i forhold til de strategier, du har formuleret – jeg er selv sportsmand og har anvendt samme “træningslogik”, som du beskriver i dit indlæg.

    Jeg vil alligevel gøre dig opmærksom på et par forhold, som du i min optik også skal tage med i dine betragtninger.

    I forhold til misrepræsentation har du muligvis en pointe, hvad angår de historier, man kan læse rundt om på nettet. Du glemmer imidlertid, at historier som disse er helt afgørende for at rette fokus på tilstanden – for det er der behov for. Sundhedsstyrelsen mener fx stadig ikke, at du kan få hjernerystelse, hvis du ikke har været bevidstløs ved traumet, selvom dette er åbenlyst forkert/forældet. Og der mangler penge til at forske i tilstanden og en systematisk tilgang til tilstanden hos de praktiserende læger. Penge tilflyder primært områder, hvis der er fokus på dem i medierne, der er alvorlige konsekvenser m.v. Og der er netop alvorlige konsekvenser for rigtige mange mennesker – ikke hovedparten – men stadig rigtig mange. Worst case historierne tjener derfor et vigtigt formål.

    I sundhedssystemet går misrepræsentationen nemlig den anden vej. Du bliver konstant mødt med “kan det virkelig blive ved så længe, og er det måske ikke noget psykisk”-attituden eller ”ja, det er noget rod, men vi kan ikke gøre noget”-tilgangen. Her kan man selvfølgelig selv træde til og udarbejde sit eget genoptræningsprogram osv., men det er ikke alle mennesker, der har overskud og ressourcer til det – mange har behov for hjælp fra systemet. Og der er ikke meget at hente. Hvis det skal være anderledes i fremtiden, er der behov for worst case historierne.

    Der er således en politisk/anerkendelsesmæssig dimension, der ikke gør det hele mindre kompliceret.

    Mvh. Ebbe

  • Jeg har ikke været helt ærlig - Mortensvane.dk
    24. april 2017 (17:17)
    Svar

    […] De første næsten 4 måneder kunne jeg ikke rigtig noget og lå blot og kiggede ud i luften (jeg var enormt angst for at forværre min situation og det gjorde det paradoksalt nok værre – mere om det her). […]

  • Helene
    20. januar 2018 (13:05)
    Svar

    Det er lige sådan der jeg har haft det! Der er så dårlig information om hjernerystelse. Dette blogindlæg er det bedste jeg har læst og kan hjælpe mig fremadrettet. Tak Morten!

    • Morten
      24. april 2018 (14:12)
      Svar

      Dejligt du kunne bruge indlægget, Helene 🙂

  • Lene
    20. april 2018 (6:18)
    Svar

    Kære Morten
    Tak for din fantastiske podcast, som min fysioterapeut præsenterede for mig. Podcasten gav mig troen på, at jeg kan få mit “gamle liv tilbage”, sålænge at jeg er opmærksom på dekonditionering, nocebo og strategier. Jeg har allerede oplevet en stor bedring.
    Jeg er så taknemmelig for den erfaring og viden, du har været med til at præsentere for mig. Jeg håber, at alle andre hjernerystelsesramte også vil “støde på” din podcast.
    Dbh Lene

    • Morten
      24. april 2018 (14:13)
      Svar

      Fantastisk at høre, Lene! 🙂

  • Emilie
    24. april 2018 (12:53)
    Svar

    Kære Morten

    Husk på at dette er din personlige oplevelse af hjernerystelse og bedring. To hjernerystelser er desværre ikke direkte sammenligenlige.
    Der findes tusindvis af grader og variationer af hjernerystelse og dermed kan man ikke altid bruge andres gode råd.
    Specielt gode råd fra dem der er blevet raske kan lægge et uhensigtsmæssigt pres på dem der ikke var så heldige at komme sig. Man skal således kæmpe med både lidelsen og skammen over ikke at haft succes med at blive rask.
    Jeg har gjort alt det forkerte (i forhold til dine råd) og er kommet mig over hjernerystelse på ca 6 måneder. Og gjort alt det rigtige (ifølge dig) og været syg meget længe. Med masser af bedring indvolveret begge gange skal det dog understreges!
    Jeg vil bare gerne udbrede forståelse og respekt for alle der kæmper med hjernerystelse. De fleste kæmper mere end det ser ud. Og nogle har sværere skader end andre.

    Ønsker dig fortsat bedring med de sidste symptomer!

    Og så ser jeg frem til mere Slut med forbudt podcast. Vigtigt arbejde I gør! I har blandt andet inspireret mig til at sige fra overfor fatshaming, både den direkte og indirekte slags.

    • Morten
      24. april 2018 (14:33)
      Svar

      Hej Emilie.

      Jeg skriver en del gange under indlægget at det hele er individuelt, eftersom forløbene er meget individuelle og man altid derfor skal tilpasse og afprøve hvad der fungerer for én. Så det synes jeg nu, at jeg gør ganske meget opmærksom på.

      Jeg har svært ved at se, at dette skulle ‘lægge uhensigtsmæssigt pres’ på dem der endnu ikke er kommet sig (for husk at rate er tæt ved 100% for at komme sig), når der ingen steder peges fingre eller antydes at det er for dårligt hvis man endnu ikke er kommet sig. Jeg gør opmærksom på nogle faldgrupper, som forhåbentlig kan hjælpe folk. Hvis du mener jeg noget sted antyder eller har formuleret mig på en måde, der kan inducere skam hos den der læser med, må du meget gerne pege på hvor det konkret sker – for så vil jeg meget gerne ændre det 🙂

      Den forståelse og respekt er jeg helt med på. Som jeg skriver i mit indlæg, er hjernerystelse det mest frusterende jeg nogensinde har prøvet. Jeg ved udmærket hvor hårdt og frusterende det kan være – og det ligger jeg bestemt ikke skjul på. Men der bliver netop talt rigtig rigtig meget om hvor hårdt og frustrerende det er, men uden konkrete redskaber eller strategier til at håndtere det. Og det er det jeg forsøger at gøre anerledes med det her indlæg 🙂

      Det jeg skriver er i øvrigt i tråd med hvad neurologer som beskæftiger sig med det, er begyndt at anbefale: nemlig at turde presse grænsen for ens formåen, når man har hjernerystelse og ikke være bange for at man kan opleve symptomer (men naturligvis en sund respekt for det).

      Det kan du læse mere om her:

      https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art5851142/Neurolog-Pas-på-med-at-hvile-for-meget-efter-hjernerystelse

      Og her: https://videnskab.dk/krop-sundhed/forskere-for-meget-hvile-efter-hjernerystelse-kan-vaere-skadeligt

      Så mens hjernerystelelsforløb er enormt individuelle, så er der stadig en fællesnævner for at komme sig: man skal turde gøre ting og presse grænsen kontinuerligt. Det er stort set de modsatte råd der gives pt på diverse fora og af læger – og det er uheldigt.

      Og tusind tak for de pæne ord om podcasten – de er værdsat! 🙂

  • Emilie
    24. april 2018 (17:48)
    Svar

    Hej igen. Hvis jeg skulle uddybe ville det blive en meget lang diskussion hvor vi sikkert ville ende med at være helt enige, så det vil jeg spare os begge for. Jeg reagerer nok bare på at jeg nærmest har haft den modsatte oplevelse af dig, men det er også 8 år siden og meget er sket på hjernerystelsesfronten siden. Dengang var der nærmest ingen information og nu er den åbenbart overvældende. Men tak fordi du skrev tilbage.

    Måske er det irrelevant, men altså jeg er ikke selv udsat for fatshaming i dét jeg er udenfor den kategori, men er bare blevet opmærksom på hvordan det foregår mange, mange steder. Og så har jeg nemt ved at sætte mig ind i hvordan det er at blive dømt på misforståelser. Tror fx mit liv ser ret chillern ud. I virkeligheden kæmper jeg som en marathonløber næsten dagligt. Men jeg har mand og barn som er kræfterne værd og som kender min virkelighed.

    Kh Emilie


Skriv et svar til Jeg har ikke været helt ærlig - Mortensvane.dk Fortryd svar

Nogen html er OK