På det seneste har jeg tænkt meget på Lars – min dansklærer i gymnasiet.
Det har jeg gjort, fordi det slog mig, hvor stod betydning han faktisk har haft for mit liv.
Da jeg startede i gymnasiet var jeg i tvivl om det overhovedet var det rette for mig. Jeg havde ingen ide om hvad jeg ville i fremtiden – det eneste jeg vidste var, at jeg ikke ligefrem var håndværker-materiale.
Men jeg var heller på ingen måde sikker på, at jeg var universitets-materiale.
Jeg stod på bar bund og var retningsløs.
Men så skete der noget afgørede. Jeg oplevede en form for undervisning jeg aldrig havde prøvet før; nemlig danskundervisningen med Lars.
Jeg husker tydeligt hvordan han indledte sin først time med at fortælle os, at alt det vi havde lært i folkeskolen om Dansk skulle vi glemme, for nu ville vi lære noget helt nyt.
Og det gjorde vi.
Han underviste med en indlevelse, som jeg ikke havde set hos nogle andre lærere. Ofte var det som alt blev glemt omkring når han først dykkede ned i en tekst med os. Der blev skrevet så ivrigt på tavlen, at det lignede han stod og svejsede ordene ind, med kridtstykker fygende om ørene – og når en særligt vigtigt pointe skulle ud, så røg pegefingeren i vejret, blikket fastholdt os alle sammen i en kunstpause og så kom der noget vi alle vidste vi skulle tage noter til.
Og kærligheden til ord smittede også. “Her kommer et ord i rigtig kan slå naboen i hovedet med” – hvorefter ‘onomatopoietikon’ blev svejset ind i tavlen. Jeg kan stadig huske det som var det i går. Hans eget yndlingsord var ‘fabelagtigt’. Det var der mange ting der var og det blev altid sagt med et rungende tryk, så man ikke var i tvivl om at han mente det.
Han kunne få næsten alt materiale til at være spændende bare igennem ren indlevelse. Hans engagement kunne ikke undgå at smitte og kunne få selv de mest fraværende elever der aldrig sagde noget, til at deltage.
Mest af alt gav han elever troen på deres egne evner. Jeg hørte ham aldrig – ikke en eneste gang – skyde nogen ned for at sige noget der ikke ramte helt rigtigt.
Jeg fandt ud af, at jeg var god til faget. Og han kunne fornemme, at jeg fandt ud af det.
En dag kom jeg gående med et maleri jeg havde lavet i billedekundskab og hans kommentar var: “nej, kan du også male?”.
Jeg bed fast i ‘også’. Det betød jo, at jeg kunne mere. At jeg var dygtig til noget. Den følelse havde jeg måske aldrig for alvor haft i mit liv på det tidspunkt.
Da jeg mistede min lillebror og stædigt tog i skole nogle dage efter, faldt jeg udmattet i søvn henover bordet i en af Lars’ timer. Lars gik forbi, strøg mig henover håret, og fortsatte undervisningen uden at sige et ord om det.
Et af mindre stolte øjeblikke, var da jeg i en billedanalyse skrev en del af fra en bog uden at kreditere. Lars gennemskuede det hurtigt. Han satte mig en karakter ned og så fik jeg ellers lov til at arbejde mig op igen. Det gjorde kun mig endnu bedre i faget, ikke mindst fordi, at jeg ikke havde lyst til at skuffe ham igen.
Han gav mig ultimativt troen på, at jeg kunne klare universitetet. Og han gav mig en retning – for det blev Dansk jeg startede på nogle år efter. Det blev et springbræt videre og åbnede muligheder. Jeg endte med en kandidat i digital kommunikation og elsker mit arbejde.
Jeg har min oprigtige tvivl på, om jeg nogensinde ville have været hvor jeg er nu, hvis ikke lige præcis Lars var blevet min dansklærer i gymnasiet. Hvis ikke jeg havde oplevet hvordan indlevelse kunne vække en indre glød, de opløftende ord og troen på mine evner.
Jeg vil opfordre til at reflektere over, om du måske også har en ‘Lars’, som du har mødt på din vej i livet. Én som har haft betydning for hvordan du har formet dig som person og hvor du er på vej hen.
Jeg håber, at jeg en dag selv kan blive den, der kan gøre det samme for en anden.
Dét ville være fabelagtigt.