Lider du af optimeringsbesættelse?

Skrevet 16. maj 2016

Jeg har selv gjort det. Gået minutiøst op i de mindste detaljer omkring min træning og kost. Det tog mange år, men til sidst indså jeg, at det ikke gjorde noget godt for hverken min sundhed eller glæde.

Nogle bliver motiveret af at holde styr på alle detaljerne. Mange andre bliver besat af det og lader detaljerne diktere hvordan livet skal leves.

Når jeg taler om optimeringsbesættelse deler jeg det op i to områder:

1) Overdrevet fokus på små detaljer i forhold til kost og træning
2) Ekstrem selvmåling

Fælles for begge områder er , at man forsøger at ‘optimere sin sundhed’ og der er også et komponent af selvkontrol over det.

Jeg vil kort gennemgå de to områder her:

Fokus på detaljerne

Dette område har jeg selv særligt været skyldig i. Engang gik jeg ekstremt meget op i det mindste detaljer, som jeg mente kunne bidrage til mit mål (øget muskelmasse og lav fedtprocent).

Jeg opsøgte og læste en masse studier og artikler der omhandlede træning og kost. Diskussionerne i fitnessmiljøet er ofte præget af netop detaljer – de helt små ting, som gør en stor forskel (bilder vi os selv ind). Og når man diskuterer med andre ligesindede får disse detaljer pludselig stor vigtighed: Det betyder noget hvornår man spiser sin mad, hvor ofte, hvor mange gram protein, hvor mange kulhydrater, hvor længe man træner, hvor mange sæt, hvor mange reps osv osv.

I forstår nok hvad jeg mener – der er rigeligt med fokus på detaljerne.

Problemet med detaljerne er, at man kan fokusere så meget på dem og lægge så meget energi i det, at man glemmer det netop blot er detaljer og derfor ikke betyder det store.

Når vi bruger rigtig meget tid og energi på noget har vi en tendens til også at tillægge det stor vigtighed. Det må jo være vigtigt, når man har bruger så meget tid på det, ikke?

Indenfor økonomi har man begrebet: “sunk cost fallacy”. Det er en fejlslutning, hvor man fortsætter med at gøre noget, fordi man allerede har ‘betalt’ og ikke kan få pengene tilbage.

For virksomheder kan det betyde man fortsætter med et dødsdømt projekt, fordi der allerede er smidt mange penge i det. Men på et mere hverdagsplan, oplever vi som mennesker det meget ofte.

Man kan nemlig også ‘betale’ med tid.

Et eksempel:

Du har set en time af en film som er virkelig elendig, men du fortsætter med at se den færdig. Nu har du jo allerede brugt en time.

Og den her er der sikkert mange der kender til:

Du har købt en stor portion mad og spiser den hele selvom du er mæt halvvejs igennem. Du har købt det, så du føler du bør spise det hele og så det ikke ‘går til spilde’.

Det er en del af forklaringen på, hvorfor vi tillægger detaljerne så stor en værdi. Nu har vi allerede brugt så meget tid på at sætte os ind i dem og forstå dem og derfor må de betyde meget og være vores tid værd.

Den anden del er at vi også tillægger dem stor værdi, fordi de bliver diskuteret heftigt og udbredt i fitnessmiljøet. Hele det kollektive fokus der er på dem, får det til at virke uhyre vigtigt hvor mange måltider du spiser om dagen eller hvor lang tid efter træning du indtager protein (for blot at tage et par velkendte eksempler).

Men de fleste af os er ikke eliteatleter der skal præstere det ypperste og hvor selv bittesmå detaljer gør en forskel. For alle os andre – selv dem der betragter sig selv som ’seriøse’ – giver det ikke mening at give detaljerne så stort et fokus.

Det betyder, i sidste ende, meget meget lidt for vores resultater og kræfterne er bedre givet ud på, at holde nogle gode og konsistente vaner – ikke mindst fordi det frigiver en masse mental enegi man går og bruger på at gå op i de her ting. Jeg brugte selv enormt meget ‘headspace’ på at bekymre mig om at følge de her mange detaljer – og når man tænker på hvor lille udbyttet var (hvis overhovedet noget), gav det ingen mening jeg brugte så meget energi på det.

De tillokkende tal

En del af optimeringsbesættelsen kommer til udtryk i fokus på tal. Og vi har rig mulighed for det med de mange nye apps på markedet, som skal hjælpe med at holde styr på kost og træning. Apps til at registrere og holde styr på kalorierne, vandindtag, søvn, forbrændte kalorier, antal skridt osv. I kender dem sikkert godt allerede.

Det kan være motiverende for nogle, men det kan også i høj grad trigge en optimeringsbesættelse, hvor dem der rammes ser bort fra lyst, sult og kropslige signaler til fordel for at nå bestemte tal i ens app.

Dette citat fra Mia Lichtenstein, psykolog og forsker i træningsafhængighed, forklarer fænomenet glimrende:

“I min klinik møder jeg mennesker, der er blevet fanget af selvmålingen på en måde, der skader dem. De taster alt fødeindtag og træning ind i programmer hver eneste dag og sætter regler for, hvor mange kalorier, de må indtage. Det har en tendens til at blive mindre og mindre, fordi de konstant stræber efter udvikling. Flere de de unge jeg møder har besluttet, at de max må indtage 1300 kcal i døgnet (det er alt for lidt). Samtidig træner de 3-4 timer dagligt, og taster al fysisk aktivitet ind i deres program.

Andre anvender sundheds-apps, der dagligt tæller antallet af skridt og får skabt regler om, hvor mange skridt de skal tage. De tjekker konstant app’en, og hvis målet ikke nåes, får de skyldfølelse og kompenserer med ekstra mange skridt næste dag.

Jeg har også mødt motionister, der måler hvor mange kalorier, de forbrænder på en spinningtime, og de mener ikke, at det er urimeligt, at de hver time skal forbrænde 1200 kcal (det er voldsomt meget). Uanset om de er skadede eller trætte.

For nogle år siden mødte jeg manden, der førte træningsdagbog i et program på sin PC, og udviklede følgende regel: “Hver dag skal der stå mere træning i dagbogen, end der gjorde i går.” Det endte galt.

Udfordringen med selvmåling er, at det kan løbe løbsk, hvis man samtidig er en type, der hele tiden sætter nye mål og aldrig rigtig er tilfreds. Måleprogrammer fortæller dig ikke, om du har lyst eller ej. Om du har influenza eller ej.”

Når man først er ramt af optimeringsbesættelse, bliver tallene på skærmen altså vigtigere end kroppens signaler og ens egen fornemmelse.

Og nås de arbitrære opsatte mål ikke, så rammer skyldfølelsen ekstra hårdt – og der kompenseres måske med ekstra motion eller mindre mad.

Motivationen for både detaljefokus og besættelse af tal er den samme: ønsket om fremgang. Og ligeledes giver det utvivlsomt en følelse af kontrol over ens eget liv. Men ønsket om fremgang kan blive altoverskyggende og kontrollen kan ende med rent faktisk at tage kontrollen fra én.

Jeg har selv et Fitbit Blaze på i skrivende stund. Det er en såkaldt aktvitets-tracker, hvor jeg fx kan jeg følge med i hvor mange skridt jeg går hver dag, registrere min træning osv.

Men jeg har et meget distanceret forhold til den – først og fremmest bruger jeg det som et ur og et vækkeur (det kan vibrere og jeg synes det er 100 gange rarere at vågne af vibrationer end høje lyde) og sekundært til at måle skridt og den slags med.

Jeg har et meget stillesiddende arbejde og kan til tider være rigtig dårlig til at få bevæget mig i det daglige, udover min træning. Men når jeg ikke det opsatte ‘mål’ bliver jeg hverken ked af det, irriteret eller straffer mig selv. Jeg kan blot konstatere at jeg måske ikke helt fik bevæget mig nok eller undervejs i løbet af dagen bruge det som en reminder, at det måske ville være en god ide at komme lidt væk fra computeren.

Hvis man har svært ved ikke hele tiden at skulle rykke sit mål fremad og ved man bliver påvirket af tal og kan blive opslugt af detaljer, er måle-apps og aktivitetstrackere en rigtig dårlig ide. Det kan i sidste ende betyde at man får en optimeringsbesættelse, hvor man helt mister øje for de overordnede vigtige ting, men bruge alt sin energi på tal og små detaljer. Et fokus der kan betyder man ender ud i nogle uheldige scenarier med restriktive kostvaner og overdreven motion.

Kan man formå at holde et emotionelt distanceret forhold til disse apps og trackere, kan de været et udmærkede redskab.

Derfor vi jeg slutte med den gamle græske aforisme: “Know thyself” (som så bare lyder federe på engelsk).

Har du eller lider du selv af optimeringsbesættelse og har en historie de gerne vil dele om det, så del endelig i kommentarfeltet. Eller måske kender du en som har ovenstående tendenser jeg har beskrevet og du har lyst til at sende blogindlægget – det skal du også være velkommen til 🙂

Relaterede blogindlæg


4 Svar til "Lider du af optimeringsbesættelse?"

  • Anna
    16. maj 2016 (14:17)
    Svar

    Interessant! Jeg kan helt sikkert genkende mig selv i det her. Det ligger tæt op af nogle tanke jeg har haft det sidste stykke tid om min træning og konstante måling, der har resulteret i et (on-going) forsøg på at gøre op med det. Men det er ærlig talt lidt skræmmende at give slip på de ‘redskaber’, når man føler, at man er lykkes med nogle ting FORDI man har gjort det (hvilket jo desværre vidner om en ringe tillid til sig selv).

    • Morten
      17. maj 2016 (21:10)
      Svar

      Det kan jeg sagtens sætte mig ind i, Anna. Men sandheden er, at der ofte ikke sker nogen som helst ved at give slip på dem. Har man skabt nogle gode vaner omkring kost og træning, så er det som ofte mere end rigeligt til at man lykkes med de ting man gerne vil. Man skal bare ikke panikke når det så går galt – for det kommer det unægteligt til. Og så er den første impuls ofte og hoppe direkte tilbage til alt det man kender og er tryg ved. Hav en plan B klar, kom tilbage på sporet, drop den dårlige samvittighed and keep going. Jeg har selv droppet alle detaljerne og målingerne og der er sket lige præcis ingenting ved det, andet end jeg føler mig langt langt mere fri 🙂

      • Anna
        24. maj 2016 (20:44)
        Svar

        Tal for svaret og tippet og det gode blogindlæg

        • Morten
          25. maj 2016 (10:11)
          Svar

          Det var så lidt Anna 🙂


Har du noget at sige?

Nogen html er OK