Warning: The magic method Automattic\WooCommerce\RestApi\Utilities\SingletonTrait::__wakeup() must have public visibility in /home/www/mortensvane.dk/wp-content/plugins/woocommerce/packages/woocommerce-rest-api/src/Utilities/SingletonTrait.php on line 48
“Du går da ikke her, vel?” – Mortensvane.dk

“Du går da ikke her, vel?”

Jeg står med en øl i hånden og kigger rundt. Rekognoscerer.

Det trætte lokale er sminket sporadisk med serpentiner. Folk står spredt og snakker i grupper, øl skvulper op ad plastikglassene som bølger og lander med lydløse plask på det grålaminerede gulv. En kakofoni af musik og menneskestemmer drukner skiftevis i hinanden.

En gruppe af piger står lidt væk fra mig og snakker hemmelighedsfuldt. Jeg kan se i mit perifere syn, at de betragter mig.

Jeg står i en kortærmet sort skjorte. Den sidder stramt om mine arme. En af pigerne bryder ud fra gruppen og sætter kurs mod mig med prøvende skridt.

Så står hun foran mig. Jeg vender mig mod hende. Hun kigger undersøgende på mig, lader blikket glide op og ned og spørger: “Du går da ikke her, vel?”

Jeg svarer: “Jo, jeg læser Dansk”

Hun ligger hovedet lidt på skrå, smiler affabelt og siger: “neeaj, det gør du da ikke”.

Jeg svarer igen, at det gør jeg nu altså engang.

“Neeaj” lyder det igen fra hende.

Denne gang kigger jeg bare på hende og hun kan se jeg ikke har tænkt mig at afsløre det hele som et stort bluff.

“Nå, ja okay”, siger hun, drejer om på hælen og går resolut tilbage til sine veninder.

Jeg står lidt perpleks og kigger rundt. Så går det op for mig hvor meget jeg egentlig skiller mig ud blandt de mange ranglede og langhårede studerende her på Københavns Universitet – det humanistiske fakultet.

Mit tøj sidder strammere, mine muskler er større, mit hår er kortere og mere sat og min hud nok også brunere (der skal ikke så meget til på KUA).

Jeg føler mig pludselig meget synlig. Jeg står midt i lokalet og har det som jeg er et eksotisk dyr på udstilling.

“Jeg havde sgu ikke troet du stadig ville være her”

Jeg havde det jo godt på fornemmelsen, da jeg startede med at læse. Det var ikke kun udseendemæssigt; jeg var lidt mere grov i kanterne end de andre og interesserne adskilte sig væsentligt. Det var nok de færreste af dem, der brugte fritiden på at diskutere træning og kost. Jeg tænkte endda selv: “Jeg finder aldrig nogen at hænge ud med her”, da jeg på første dag kastede et blik rundt på mine medstuderende (mine fordomme blev dog heldigvis gjort til skamme).

Men det var alt sammen foregået i mine tanker. Da pigen spurgte mig så eksplicit og afslørede hvor lidt hun synes jeg lignede en humaniora-studerende, blev det pludseligt blændende klart, at jeg nok ikke lige var den typiske KUA-profil. Slet ikke på et fag som Dansk.

Den følelse blev absolut ikke mindre, da jeg flere år inde i studiet efter sommerferien, fik denne kommentar af en medstuderende: “Nå, jeg havde sgu ikke troet sgu ikke stadig du ville være her..”.

Og jeg var heller ikke den typiske universitetsstuderende. Størstedelen af min omgangskreds i mine yngre år bestod af af tømrere, elektrikere, murere og malere – og det havde sat sine præg.

Praktiske mænd med hænderne skruet rigtigt på. Der skulle sgu ikke analyseres nogle digte. Ironisk nok, var jeg derfor også en lidt svær størrelse at placere for dem. Jeg kunne jargonen, men samtidig gik jeg op i nogle ting, fx sprog og litteratur, som de slet ikke kunne identificere sig med.

Jeg husker tydeligt da jeg engang brugte ordet ‘dysfunktionel’ da jeg snakkede med min maler-ven, hvorefter han slog en stor latter op og brugte de efterfølgende 5 minutter på at grine af, at jeg kunne finde på at bruge sådan et ord. Hvis der sneg sig et fremmedord med i en sætning, ville det stensikkert udløse kommentarer.

Men jeg lærte samtidig en ligefrem og pragmatisk tilgang til ting af min håndværker-venner. En tilgang som jeg hurtigt kunne komme til at savne på universitetet (særligt under gruppearbejde). Omvendt kunne jeg savne, at det var ok at fordybe sig i en tekst eller synes sproget kunne være fascinerende, når jeg var sammen med håndværkerne.

Jeg havde et ben i begge lejre.

Trekanter og firkanter

Det er sjovt som man hurtigt kan stikke ud, både fysisk og intellektuelt, hvis man ikke helt har præcis den facon der forventes.

Det værste er, at jeg ikke er meget bedre selv. Jeg bemærker også lynhurtigt, hvis nogen ligner eller taler som de ikke helt ‘hører til’.

Vi er programmeret efter at bemærke det. Vi har fra barns ben lært, at man ikke kan putte en trekant ned i en rektangulær form. Så når noget ikke passer sammen, så bemærker vi det i høj grad. Det kan endda afføde kommentarer som jeg har modtaget – kommentarer som i bund og grund er sårende. Jeg tog den heldigvis ikke sådan, fordi jeg egentlig godt kunne forstå den undren.

Men andre tager den måske mere tungt og bliver presset til at finde et sted hvor de føler, at de hører hjemme.

Måske er det en fordel at være steder, hvor man ikke altid hører 100% til?

Det kan udfordre ens synspunkter og give nye perspektiver. Jeg har lært ting af mine håndværker-venner jeg aldrig ville have gjort i akademiske kredse. Og det samme gør sig gældende den anden vej rundt.

Det har muligvis givet mig en følelse af aldrig 100% at høre til et sted, men jeg ville ikke have været foruden nogle af perspektiverne.

Det lært mig alsidighed. Jeg har fået en pragmatisk, men samtidig også analytisk tilgang til ting, som jeg vilkårligt skifter i mellem eller kombinerer – og det har faktisk kun været en fordel i mit professionelle virke.

Det hjælper også på fordomme; jeg ser ikke ned på håndværkere og jeg ser heller ikke ned på akademikere. Jeg har forståelse for begge grupper.

Min pointe med dette blogindlæg er derfor blot, at det kan være sundt, at bevæge sig i kredse, hvor man måske ikke altid føler, at man passer helt ind i. Selvom ens instinkt fortæller én, at man skal finde en flok hvor alt passer sammen, skal man måske kæmpe lidt imod.

Måske er det helt ok engang i mellem at presse trekanten ned i rektangel-formen – finde en vinkel hvor den passer lidt ind.

Har du selv oplevet følelsen af ikke helt at passe ind et sted, men har holdt ved og fået en positiv oplevelse ud af det?  I så fald vil jeg gerne høre hvad du selv har gjort dig om tanker om lige netop det i kommentarerne 🙂

4 kommentarer til ““Du går da ikke her, vel?””

  1. Hej Morten
    Tak for et super godt og velskrevet indlæg.
    Som den første student og uddannede nogensinde(jeg er sygeplejerske) i en familie, der primært består af ufaglærte, har jeg ofte følt mig udenfor.
    Jeg blev flyttede fra landet til storbyen (Odense), blev gift med en lærer, fik 3 børn, som kom på privatskole og nu læser hhv til ingeniør i velfærdsteknoligi, psykologi og ph.d i datalogi.
    Spørg lige, om vores familie ofte har følt sig lidt udenfor i forhold til resten af vores ret store familie. Vi har vænnet os til det – men jeg føler ofte, som du har beskrevet, at jeg/ vi ikke rigtigt hører til nogen steder.
    Anyway, så har vi et fantastisk godt liv og vores unger er glade. Så ingen piv herfra.

    Bedste hilsner Kathe

  2. Hej Morten.
    Først vil jeg sige tusind tak for en fed blog! Normalt er jeg ikke typen der kommenterer, men lige det her emne har en stor betydning for mig.
    Jeg ved ikke, om jeg direkte har følt, at jeg ikke passede ind. Men jeg har følt, at jeg skulle yde mere end andre for at blive accepteret/passe ind. Jeg er høj (174 cm) men spinkel af bygning. Oven i det har jeg (sandsynligvis) et højt stofskifte – hvilket jo bare er positivt men i den grad også negativt.
    Jeg er “født” ind i en beredskabsverden i og med, at begge mine forældre har arbejdet i den verden. Min far har tilmed været chef i en betydningsfuld stilling.Derfor har jeg – helt naturligt – også valgt at gå beredskabsvejen. Jeg har “aftjent” min værneret i beredskabet, fungerer som holdleder/brandmand, taget stort kørekort, taget en holdlederuddannelse og er nu snart færdig med en beredskabsfaglig BA-uddannelse. Jeg er enormt glad for at være brandmand og for beredskabsverden, men har også følt at jeg skulle yde ekstra, når jeg mødte andre. Det har jeg følt både fordi mange kender mine forældre, men også fordi jeg er en spinkel pige/kvinde i en meget dominerende og fysisk mandeverden.
    Men for ikke at tærske langhalm i det, så har det også givet mig enormt meget, at jeg har skulle kæmpe mere end så mange andre. Jeg synes selv, jeg er blevet mere modig, selvsikker, selvstændig og klogere både på mig selv, men også på at have styr på “shittet”. Derudover så har det også lært mig, at det er okay at spørge om hjælp og være lidt ekstra nørdet/nysgerrig 🙂

    1. Vær endelig typen der kommenterer – det er jeg nemlig rigtig glad for! 🙂 (og undskyld det sene svar, når du så rent faktisk har taget dig tid til det). Jeg kan sagtens forestille mig hvordan der skal kæmpes ekstra når man går sig indtog i et mandedomineret erhverv. Og som du siger, så kan den ekstra kamp lære én en masse gode egenskaber. Kender du Caroline Paul? Hun var en af de første kvindelige brandmænd i USA – jeg vil tro at du sikkert kan identificere dig med meget hun har at sige. Jeg ved ikke om du er til podcast, men finder en med hende lige her: http://fourhourworkweek.com/2016/04/05/caroline-paul/

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *