Jeg har ikke været helt ærlig

Jeg har på sin vis ikke været helt ærlig overfor jer der følger mig på sociale medier. Lad mig uddybe:

Jeg er nok hvad man godt kan kalde for en ‘offentlig’ person. Jeg er både på Facebook, Instagram, youtube og har en blog, hvor jeg ofte giver udtryk for mine holdninger. Og de er alle helt åbne profiler. Jeg skriver også jævnligt personlige blogindlæg eller opdateringer fra mit liv.

Jeg har skrevet og holdt foredrag adskillige gange om, hvordan sociale medier ikke er repræsentativt for hverdagslivet. Det er et udsnit af hverdagen. Et udsnit man kan pynte meget på.

De perfekte måltider du ser på Instagram fra mennesker med veltrænede kroppe, hende der har det perfekte hjem med de rigtige mærkevarer eller modebloggeren med de mange følgere; de har også dårlige dage. De har også problemer. Det er helt almindelige mennesker.

Det ved vi jo godt, men min hypotese er, at bliver vi eksponeret nok gange for perfekte historier i løbet af en dag, så glemmer vi alligevel hvordan det forholder sig.

Vi kan komme til at sidde tilbage med følelsen: “Det er jo nok bare mig den er gal med”.

Det italesætter jeg gerne igen og igen, fordi det er vigtigt – særligt med den unge generation af mennesker som vokser op i en verden af filtre, sixpacks og sirligt anrettede måltider.

Jeg opfordrer der ofte til ikke kun at vise de gode ting, men også lade andre vide, at der er et menneske bag profilen. Når jeg har snakket med folk om dette som har profiler med en del følgere, har responsen ofte været, at det ikke motiverer eller inspirerer følgere.

Det kan der være noget om. Men det er dér jeg synes man må se ud over likes og alligevel gøre det. Det vil give et mere helstøbt – og realistisk – billede.

Jeg mener ikke, at man konstant skal lægge lange lidelseshistorier ud, men blot også dele når det går mindre godt. Når livet kaster en skruebold, man svinger og rammer så meget ved siden af, at man drejer en gang rundt om sig selv og står helt perpleks tilbage og undrer sig over hvad der egentlig skete. For sådan er det jævnligt for os alle. Vi viser det bare ikke (så tit).

Men da livet selv kastede skruebold efter mig, fandt jeg ud af at det måske var sværere end antaget at efterleve det med at vise andre sider også.

For snart 11 måneder siden sprang jeg hårdt op i en tyk glaslampe og fik en hjernerystelse.

Det satte mig helt ud.

De efterfølgende næsten 4 måneder kunne jeg ikke rigtig noget og lå blot og kiggede ud i luften (jeg var enormt angst for at forværre min situation og det gjorde det paradoksalt nok værre – mere om det her).

Jeg gik i forfald, både fysisk og psykisk.

En stor del af min identitet var i mit arbejde og da jeg pludselig ikke kunne arbejde mere, røg jeg ned i et dybt, sort hul.

Hvem var jeg så?

Jeg følte mig til overs som menneske.

Ubrugelig.

Jeg skubbede alle væk omkring mig, inklusive min omsorgsfulde kæreste (som jeg godt tør tilskrive æren for, at jeg kom igennem den her omgang).

Da det endelig lysnede en anelse og jeg kunne genoptage lidt aktiviteter, havde jeg ingen ide om hvor hårdt det ville blive. I månedsvis måtte jeg kæmpe med træthed, hovedpine og konstante pauser, hvis jeg skulle lave noget som helst.

Billedet du ser i dette blogpost, er fra en af mine utallige pauser på mit kontor. I det første lange stykke tid lå jeg sådan cirka hvert 20-30 minut, når jeg arbejdede. Ellers fik jeg en så slem hovedpine at resten af dagen var ødelagt (se mere om det i min sidste vlog her)

Men det var dét eller ingenting. Og heldigvis var jeg stædig nok til at blive ved og ved, selvom det føltes helt forkert og som jeg bare burde lægge mig ned og give op.

Og det gjorde jeg sådan set også flere gange undervejs; lagde mig ned og gav op.

For så at rejse mig igen nogle dage efter og prøve forfra.

Når jeg tænker på det bliver jeg bevæget. Dels fordi der kommer et væld af følelser op i mig som jeg oplevede på det tidspunkt. Så mange, at de er svære at rumme. Dels fordi jeg tænker på den omsorg min kæreste gav mig helt ubetinget. Det vil jeg aldrig nogensinde glemme hende for.

Hvor vil jeg hen med den historie og hvorfor har jeg ikke været ærlig?

Fordi jeg ikke har delt hvor hårdt det reelt har været. Jeg har opdateret mine sociale medier under forløbet, dvs faktisk var det ofte min kæreste der måtte gøre det for mig. Men det var som regel nogle af de ting, jeg vidste ville klare sig fint og kun meget spartansk om hvordan jeg havde det.

Jeg udgav også ‘slut med forbudt‘ kort efter hjernerystelsen og følte et ansvar for at sætte en facade på og forsøge at få den ud over rampen så godt som jeg nu kunne (selvom jeg måtte aflyse og sætte stort set alt på hold – heldigvis var Morten Elsøe en uundværlig hjælp her og trak læsset for os).

I bedste ‘the show must go on’-stil undlod jer derfor helt, særligt i starten, at fortælle hvor slemt det egentlig stod til.

Jeg har måske givet lidt hints hist og her, men mest i forhold til når det rent faktisk er gået fremad.

Hver gang jeg overvejede at skrive noget om hvordan det reelt stod til, slog en indre mental fod ned i bremsen og stoppede mig.

Det gjorde det nok, fordi dét som det i virkeligheden handlede om, var at gøre mig selv sårbar.

Vi er opdraget til, at det er noget vi helst ikke skal være. Det er farligt. Skamfuldt. Det bilder vi i hvert fald os selv ind (jeg kan varmt anbefale at se denne fantastiske Tedtalk om sårbarhed af Brené Brown lige her)

Sårbarhed er skræmmende – men kan også være utroligt givende. Det sker som regel intet ved at være sårbar –  helt paradoksalt respekteres sårbarhed næsten altid universelt. Fordi vi genkender, at det er menneskeligt og det betyder noget at være sårbar. Det betyder, at vi ved, at vi alle sammen bare er mennesker. Og det er der en stor tryghed i at vide.

Dette blogindlæg er mit forsøg på at efterleve det jeg selv prædiker. Vise min patina. Noget der ikke er så pænt. Noget som vidner om, at jeg også går igennem svære perioder, selvom jeg helt sikkert virker som jeg har styr på det hele i mine opdateringer. Sårbarhed.

Jeg håber, at dette lille indblik i de sidste 11 måneder af mit liv kan være med til at minde dig om – igen – at sociale medier ikke er repræsentativ for virkeligheden.

Endnu vigtigere er det også en påmindelse om, at det slet ikke er så farligt at være sårbar – det har jeg nemlig selv brug for at blive mindet om.