Min historie: kampen om kontrol

“The moment that you feel, just possibly, you are walking down the street naked, exposing too much of your heart and your mind, and what exist on the inside, showing too much of yourself…that is the moment, you might be starting to get it right”

– Neil Gaiman

Denne historie var oprindeligt en del af min og Morten Elsøes bog, Slut med Forbudt, men vi valgte at fjerne de personlige historie og holde os mere stringent til emnerne i bogen i stedet. Vi valgte oprindeligt at skrive vores historier for at vise, at vi også har været “skyldige” i mange af de ting, vi fremhæver i bogen.

Jeg har været rigtig meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle udgive dette blogindlæg eller ej, da jeg egentlig er en ret privat person på det følelsesmæssige område, men jeg tror, at denne historie er vigtig for kaste lys over, hvorfor jeg har udviklet det syn på sundhed, som jeg har nu, og hvorfor jeg bliver ved med at kæmpe for at udbrede det.

Jeg vil blot på forhånd gøre opmærksom på, at det er et ret langt blogindlæg – bare lige så du er advaret 🙂

Forskellige verdener

Bassen pumper. Dunk dunk dunk. Jeg maser mig gennem menneskemængden og når toilettet. Døren falder i bag mig, musikken lyder fjern, som fra en anden verden. Døren åbner igen, musikken vælter ind, og en tynd fyr med et sløret blik rammer min skulder, da han går forbi mig på vej over mod pissoiret. Den skarpe lugt af urin rammer mig som en mur. Der er tætpakket af kroppe. En flod af menneskestemmer risler gennem rummet. Grin og råb flyder sammen.

Jeg går ind i en toiletbås, lukker døren og låser. Min sko sjapper i noget vådt. Den lille kvadrat er mit beskyttelsesrum mod menneskemængden. Mest af alt beskytter den mig mod deres dømmende blikke. Jeg fisker proteinbaren op ad min lomme og pakker den ud; chokoladen er smeltet fra varmen og klistrer stædigt til papiret. Jeg tygger mekanisk. Håber ingen hører, at jeg rasler med papiret. Sødmen fra proteinbaren og lugten af urinen kæmper for at vinde mine sansers fulde opmærksomhed. Urinen vinder.

Jeg tygger færdig, krøller papiret forsigtigt og taktisk sammen, for at undgå den smeltede chokolade. Det lykkedes ikke. Stikker papiret i lommen. Låser mig ud, går hen til vasken og åbner for hanen. Kun koldt vand. Fyren med det slørede blik kommer hen ved siden af mig. Han er åbenbart først blevet færdig nu. Han står og fumler med sin mobil, som han taber ned i vasken, og bander snøvlende.

Jeg kigger mig selv i spejlet. Der sidder chokolade i mundvigen, som jeg fjerner febrilsk. Jeg åbner døren, bassen gunger øredøvende mod mig og jeg forsvinder ind i den anden verden igen.

Sårbarhed baner vej for vigtig erkendelse

Denne episode var slet ikke ualmindelig. I en periode var det sådan hver gang jeg var i byen. Jeg havde bildt mig selv ind jeg skulle spise hver 3. time, hvis jeg ikke skulle miste mine muskler. Det var én blandt mange overbevisninger, jeg havde taget til mig. Men man ender ikke med at tænke sådan fra den ene dag til den anden. For mig skete det gradvist. Så gradvist, at jeg ikke kunne se det ekstreme i det, mens det udviklede sig til det, du lige har læst.

Og jeg tror, at mange har oplevet noget lignende: at stå nede i den dybe brønd og kigge op og undre sig over, hvordan man havnede der? Nogle gange er man der længe, før man overhovedet finder ud af det. Og når man finder ud af det, har man måske slet ikke lyst til at indrømme det. Måske er du der nu. Eller måske er du på vej derned. Og måske kan dette blogindlæg, min historie, forhindre, at du ender samme sted.

Jeg vil give dig et indblik i det hav af tanker, jeg har plasket rundt i. Den måde, jeg tænkte på kan måske forekomme ekstrem for nogle, mens andre kan nikke genkendende til meget af det eller dele af det.

Det er forbløffende, hvor ofte vi kan føle os helt alene med følelser, fordi vi aldrig sætter ord på dem. Når de ord så først bliver sagt højt eller skrevet ned, så andre kan høre eller se dem, finder man ud af, at man bestemt ikke er alene. Og det er vigtigt ikke at føle sig alene. Derfor har jeg valgt at dele min historie, i det du skal læse nu.

Jeg føler mig sårbar, men med tiden har jeg lært, at sårbarhed baner vej for vigtige erkendelser. Og den bedste måde at turde gøre sig sårbar på, er ved at se andre gøre det, og der intet sker ved det. Her er min historie.

En barndom uden forbud

Jeg voksede op i en familie, hvor mor var overvægtig (hun har siden tabt alle de overflødige kilo) og far havde en god mave. Der var ingen regler omkring mad i mit barndomshjem og der var masser af slik i weekenderne. Jeg var en tynd dreng. Det fortsatte jeg med at være, på trods af et generøst indtag af søde sager, chips og sodavand gennem min barndom og unge år.

Min nabo, Rune, og jeg havde en fast rutine en til to gange om ugen, hvor vi spurgte vores forældre, en efter en, for lommepenge. På den måde fik vi flest penge – og alle de penge skulle naturligvis kun bruges til én ting: slik. Vi hjulede op ad de stejle bakker på vores cykler, og nåede den lille lokale købmand, prustende og med julelys i øjnene. Her valgte vi omhyggeligt roulader, chips og sodavand ud.

Derefter svævede vi ned ad bakkerne med vores skattekiste af slik, hen til en nærliggende skole med en legeplads. Der kravlede vi op og ud i et tårn og ud på en hængebro, der forbandt to legetårne. Med svingende ben ud over broen, blå himmel, missende øjne i solen og vind i håret, fortærede vi vores slik og sodavand. Vi nød det ritual lige meget hver gang.

Jeg tillagde ikke mad nogen videre betydning i min hverdag og det var ikke noget, jeg brugte tid på at tænke over. Jeg spiste, hvad jeg havde lyst til.

Hooked på styrketræning

Jeg har stort set altid været aktiv med en eller anden form for sport – fodbold, badminton og i mine tidlige teenageår: basketball. Da jeg var omkring 14-15 år stoppede jeg med at spille basketball og havde et år, hvor jeg ikke gik til noget sport. Jeg var ikke anderledes end alle andre teenagere og var naturligvis selvbevidst. I mit tilfælde var jeg en tynd dreng.

Det ville jeg gerne gøre noget ved. Derfor besluttede jeg mig for, at jeg gerne ville begynde at styrketræne for at, som jeg selv sagde det: få lidt muskler.

Det var ikke tilfældigt, at jeg kastede mig over netop styrketræningen. Min onkel er bodybuilder og blev bidt af styrketræning, da han var 14 år (han er 54 år i dag). Når jeg som barn var til familiefester, hvor han også var der, bar han rundt på mig og sin egen søn i hver sin arm. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg synes det var en demonstration af en styrke fra en anden verden.

Jeg havde en uforbeholden fascination, som man kun kaster sig ud i, når man ser verden gennem sin særlige barnagtige naivitet og ikke holdes tilbage af en voksen bevidsthed. Min mormor og morfar havde et værelse med en masse billeder af ham fra hans bodybuildingshows. Når jeg var ovre og besøge dem, strøg jeg over det bløde gulvtæppe og ind i værelset og stod der, en lille spinkel lyshåret dreng og betragtede, hvor mægtig han så ud på billederne. Det var noget overmenneskeligt over ham. Det startede en spirende fascination.

Jeg blev hurtigt hooked. Den følelse styrketræning gav mig var ulig, hvad jeg tidligere havde oplevet fra sport. Jeg elskede den matte, men rare, følelse i kroppen efter hver træning. De værkende muskler dagene efter. Forløsningen og suset af endorfiner, som bærer en let henover jorden i en opløftet tilstand, når man går hjem fra træningscenteret. Det er en følelse, jeg stadig sætter pris på.

Spis, spis og spis så noget mere

Da jeg var nybegynder, tænkte jeg ikke over min kost. Jeg var ihærdig i træningscenteret, men vidste ikke hvad jeg lavede, andet end jeg godt kunne lide følelsen styrketræning gav mig. Kosten var slet ikke en del af min bevidsthed. Men da jeg ikke oplevede den store fysiske fremgang, begyndte jeg at læse en del om kost og træning på nettet.

Jeg fandt hurtigt ud af, at kosten tilsyneladende betød alt. Det var pludselig ikke noget mysterium, at der ikke var sket det store. Ville man gerne tage muskler på, så skulle man spise – og man skulle spise meget! Faktisk helst hver 2.-3. time for at sikre sig, at man ikke mistede muskelmasse. Og man måtte for alt i verden ikke miste muskelmasse – det var at sidestille med en mindre katastrofe.

Det tog jeg til mig og begyndte at spise – hele tiden. Vægten steg, muskelmassen steg, styrken steg og dermed steg selvtilliden også. Jeg var omkring 17 år på det tidspunkt. Da jeg først mærkede, hvor god en følelse kontrollen over min krop gav mig, var jeg virkelig hooked. Det var en følelse af at kunne udrette noget, som jeg aldrig havde haft før på det tidspunkt. Det var berusende at kunne se fremskridt – og endnu mere berusende at vide, at jeg kunne fortsætte det ved at være strategisk omkring min kost og træning.

I de første par år, hvor jeg trænede seriøst, handlede det om, konstant at skovle mad og protein ind. Jeg skulle være større, og måden at gøre det på var at træne og spise, træne og spise, træne og spise. Jeg tilskrev mig 100% til mantraet om at skulle tilføre kroppen mad konstant henover dagen, for ikke at miste muskelmasse. Det var nemlig et dominerende dogme på alle de internetfora, hvor man diskuterede træning og kost. Spis, spis og spis så noget mere – og sørg for at få nok protein. Så det gjorde jeg.

For her skete noget. Noget der fra dengang og til i dag, har gjort en kæmpe forskel; Jeg begyndte at opsøge ligesindede på online fora. Folk der levede ligeså – eller mere – ekstremt end jeg gjorde. Folk der havde det samme mål. Den samme tankegang. Folk jeg kunne sammenligne mig med. Folk der fik mig til at føle, at der var i anerkendelse i det, jeg gjorde. Men også folk der fik mig til at føle, at jeg var lille. At jeg burde arbejde hårdere og mere fokuseret, så jeg kunne blive større og få mere definerede muskler.

Jeg brugte timevis dagligt på at læse (og ikke mindst diskutere) og suge information til mig. Og vi bekræftede hinanden i, at det vi gjorde var det rigtige. Det er derfor, det var en fristed – man skulle ikke forholde sig kritisk til hvad man gjorde. Her var der ingen der satte spørgsmål ved livsstilen.

Kategorisering af mad

Jeg skabte en forestilling for mig selv om, at alt jeg spiste gik direkte til at opbygge muskelmasse. Derfor var jeg heller ikke så kritisk i forhold til den mad jeg spiste.

Overordnet set spiste jeg mere af det, jeg havde læst mig til var sundt, men jeg kunne fx sagtens finde på at spise en hel pakke kanelgifler sammen med en liter kakao, hvis vi havde ‘filmaften’ hos en ven. De kalorier var jeg overbevist om gik direkte til at opbygge muskelmasse, men kun fordi jeg havde trænet. Jeg havde ikke dårlig samvittighed over alle de ting jeg spiste, alene pga. min selvskabte ide om at alt mad var brændstof til musklerne.

Med tiden begyndte mit syn på mad dog at ændre sig langsomt i takt med, at jeg læste mere og mere om træning og kost på online fora. Detaljerne begyndte at være vigtige. Skulle man optimere, betød selv de mindste ting noget. Jeg kunne læse mig til, at en bestemt type mad var bedre end andet og noget mad endog kunne være decideret dårligt for én.

Alt det læsestof, jeg gav mig i kast med, forklarede komplicerede processer i kroppen og fokuserede på enkelte fødevarer og fortalte, hvordan de kunne hjælpe eller være skadeligt for ens mål om at opbygge muskelmasse. Et mål, der overskyggede alt andet. Samtidig var der folk i træningscenteret og online, som alle sammen havde deres bud på hvilke madvarer hjalp dem mest eller var helt forbudte at indtage.

Min forståelse og opfattelse af mad begyndte langsomt at blive formet af de input, og inden længe havde jeg skabt min egen forståelse for, hvilken mad var acceptabel for mig at indtage og ikke acceptabel for mig at indtage. Når jeg først havde skabt de rammer, så brød jeg dem ikke. Kun hvis jeg fandt noget, der lod til at være endnu bedre.

Stor og stærk vil have mere

I december 2007 havde jeg spist mig fra 59kg op til 85kg. Jeg gik ekstremt meget op i at sørge for at få mad – og protein – hele tiden. Jeg kunne ikke være en tur i byen uden, at jeg havde taget en proteinbar med, som jeg kunne smugspise på et tidspunkt i løbet af aftenen, og jeg sørgede for at få mad for enhver pris, hvis jeg var væk fra hjemmet i en længere periode ad gangen.

Jeg blev så fanget af tanken, om at skulle have tilført mad og protein hele tiden, at jeg i en periode begyndte at stå op om natten for at drikke en proteinshake og så gå i seng igen. Der stod jeg i boxershorts, søvn i øjnene og drak en sød proteinshake kl. 4 om natten og vågnede med en fyldt blære et par timer efter. Jeg havde læst mig til, at de hele 7-9 timer man sov, var alt for længe for kroppen ikke at få noget dyrebart protein. Jeg stoppede med det, men kun fordi det var så svært for mig at falde i søvn igen bagefter.

Jeg blev stærk og større, men havde også fået fedt på kroppen. I januar 2008 tog jeg på et udvekslingsophold i USA – en lille by i staten Iowa ved navn Marshalltown. Før jeg tog afsted havde jeg erkendt overfor mig selv, at jeg ikke følte mig helt tilpas ved at smide trøjen. Jeg fik komplimenter for mine store overarme, men jeg lignede ikke de definerede bodybuildere, jeg så op til.

Jeg havde forsøgt at reducere min fedtprocent et par gange, men så snart jeg smed nogle kg, begyndte jeg at blive slappere i træningenscenteret. Det led mit ego for meget under, og jeg opgav derfor og vægten steg igen. Før jeg tog afsted, lavede jeg derfor et løfte om, at jeg ville, koste hvad det ville af styrke og muskelmasse, have en sixpack, når jeg kom hjem fra mit 6 måneders ophold i USA.

Endnu mere kontrol

Kort efter jeg ankom til USA og blev indlogeret hos en værtsfamilie, begyndte jeg at ændre min kost.

Jeg læste igen intensivt om vægttab – cut – som man kalder det i fitnessmiljøet og hvordan man skulle gribe det an. Jeg skar i kalorierne, spiste proteinrigt, og trænede 5-6 gange ugentligt, enten på skolens træningscenter eller det lokale YMCA. De fleste andre udvekslingsstudenter tog på under opholdet, da midtvesten i USA er et overflødighedshorn af mad og portionerne er gigantiske.

Der var en anden dansker, som allerede havde været der et halvt år, før jeg ankom. Hun havde formået at tage omkring 10 kg på i den tid, fordi hun skulle prøve alle de amerikanske lækkerier. Jeg gik i den komplet modsatte grøft: selvom der var masser af kalorieholdig fastfood og slik, var der også masser af muligheder for alternativer, og man kunne altid bestille efter ens præference på restauranter. Jeg blev ligesom de andre gange slappere, men denne gang valgte jeg bevist at ignorere mit ego og være vedholdende.

Og jeg blev meget vedholdende endda. Jeg var ovenud standhaftig både med kost og træning. Jeg holdt én pause fra træningen i det halve år jeg var afsted og det skyldtes sygdom. Jeg kogte indvendig, alle lyde rungede og var dæmpede, som var jeg i en osteklokke, mine bevægelser var langsomme og besværet, men jeg fandt mig selv på vej mod træningscenteret. Høj feber. Jeg måtte erkende det ville være uforsvarligt. Det varede omkring 4 dage, og så var jeg tilbage i træningscenteret.

Viljestyrke i kamp mod naturen

Isstorm. Et naturfænomen som er langt mere ekstremt, end hvad vi kender til i Danmark, væltede en dag ind over Iowa. Efter stormen glimter spejlblanke overflader i solen. Luften er tung af kulde. Alt er lammet af det frosne vand og hvert græsstrå er dækket af et tykt lag is. Det er på én gang både smukt at se på og livsfarligt at befinde sig i.

Elektriciteten var afbrudt i halvdelen af byen, skolen var lukket ned og træer var flækket under isens vægt. Tiden virker som den er gået i stå. Frosset fast. Men jeg havde en rødglødende vilje. Hverken skader eller naturfænomener skulle standse mig. Jeg var stålsat på, at jeg ville gå ud til skolens træningslokale.

Jeg trådte udenfor. Kulden sugede luften ud af lungerne på mig og jeg snappede efter vejret. Jeg tog de første par skridt. Det var lige så glat som det så ud. Jeg stavrede usikkert afsted og måtte spænde alle muskler, for at holde balancen. Vejene var lagt øde hen. Jeg kæmpede – både mod trætheden og mod tankerne om det, jeg havde gang i. Jeg tog en pause og kiggede op på det isbelagte landskab. Mit tunge åndedræt lavede små skyer. Jeg havde gået 1/3 af vejen og var udmattet. Det ville også tage timevis. Jeg vidste ikke engang om jeg kunne komme ind i selve træningscenteret.

Jeg vendte om. Da jeg kom tilbage og ind i varmen med mine rødblussede kinder og forfrosne fingre og fødder, fik jeg skæld ud af min ‘hostmom’, Barbara. Hun havde været meget bekymret. Jeg var gået uden at sige noget. Jeg vidste, hun ikke ville have tilladt det.

Kun en is på et halvt år

Det var ikke kun træningen, jeg var standhaftig med. Jeg blev lige så standhaftig med kosten. I takt med, at jeg reducerede min vægt, blev jeg mere og mere fokuseret på hvilken rolle kosten spillede.

I det halve år, jeg var afsted, tillod jeg mig selv at spise is én gang. Ellers afholdte jeg mig fuldkommen fra slik, kage, sodavand og alt mad, som jeg havde kategoriseret som usundt. Det virkede efter hensigten – og gav mig også det indtryk at den asketiske måde at gribe det an på var den eneste rigtige måde.

Da jeg kom tilbage til Danmark, var jeg gået fra 85kg til 72kg. Pludselig kunne jeg se mavemuskler.  Alle mine venner var ret forbavsede over hvor meget, jeg havde ændret min krop. Jeg havde det bedre i min ‘nye krop’ og fik flere komplimenter – og jeg nød at have den kontrol og viljestyrke til at kunne ændre min fysiske fremtoning på den måde. Herfra blev jeg for alvor fascineret af at have en lav fedtprocent; det gav en øjeblikkelig anerkendelse.

Jeg flyttede til København kort efter, jeg kom hjem fra USA og begyndte at læse Dansk på Københavns Universitet. Her besluttede jeg mig for, at jeg ville se, hvad der skete, hvis jeg smed lidt mere fedt. I den proces kom jeg til sidst ned og vejede 66 kg og stod knivskarpt. Jeg havde på det tidspunkt smidt omkring 20 kg fra min højeste vægt.

Det var særligt i den proces, at min kost-og kostopfattelse blev endnu mere restriktiv og firkantet. Jeg sagde nej til alt, der ikke passede ind i mine prædefinerede rammer for sundhed. Eller rettere: mad som jeg mente hjalp mig med at opbygge muskler og bibeholde en lav fedtprocent. Det var sundhed for mig.

Mad og træning som omdrejningspunkt

Over de år ændrede min opfattelse af mad sig fra at være noget der bidrog til muskelmasse uanset hvad, til at jeg blev meget optaget af, hvordan det påvirkede min krop. Alle egenskaberne ved mad blev nu overvejet i detaljer.

Næringsstoffer (protein, kulhydrat og fedt) fik et stort fokus. Jeg var især opmærksom på, at alt jeg spiste skulle indeholde protein. Jeg fik læst mig til, at kulhydrater aldrig burde indtages alene uden en proteinkilde og det samme var også tilfældet med fedt. Den eneste kilde som var okay at spise for sig selv, var protein. Derudover var der en endeløs række af fødevarer, som var dårlige. Den form for restriktion betød også, at jeg ikke var i stand til at tage nogle steder hen og spise sammen med andre, uden at jeg igangsatte en omfattende planlægningsproces.

Enten fik jeg gennemtrumfet at bestille et sted fra, hvor jeg vidste der var noget mad jeg gerne ville spise, eller også medbragte jeg noget selv. Jeg tog under ingen omstændigheder imod mad, hvis jeg blev præsenteret for noget, som divergerede fra den opfattelse, jeg havde skabt. Hvis jeg ikke kunne få noget, så spiste jeg ganske simpelt ikke (dog med den konsekvens, at jeg både blev sur og irritabel). Ellers skaffede jeg selv maden.

Som da jeg var hos en god ven, Michel, hvor vi var nogle venner, der arbejdede på et fælles projekt. Da vi skulle til at spise, regnede jeg med at Michel, som også trænede, havde noget mad, jeg kunne spise og jeg havde derfor ikke medbragt noget. Da jeg fandt ud af, at han kun havde rugbrød og spegepølse, fik jeg hevet dem alle sammen med ud på en indkøbstur, så jeg kunne købe noget skyr. Jeg ville hellere ulejlige dem alle sammen end at spise spegepølse.

Ferier og arrangementer var endnu værre. De vante omgivelser blev fjernet. Så at bestille en ferie var også forbundet med en masse frustration, som bundede i, at jeg vidste, jeg ville være på usikker grund med henblik på både mad og træning. Når de to ting ikke var nøje afstemt med, hvordan jeg gerne ville have det, afledte det straks en mental indre kamp. Ofte havde jeg lyst til at lade være med at tage afsted.

Når jeg så rent faktisk skulle afsted på ferie, pakkede jeg gerne min kuffert med mere mad end tøj, for at sikre mig, at jeg havde noget mad, jeg kunne spise. Jeg sørgede for at finde 1-2 spisesteder jeg fast kunne spise på, der havde acceptabelt mad. Selv en weekendtur hjem til mine forældre kunne betyde, at jeg pakkede en hel sportstaske med forskelligt mad, for at være sikker på, at jeg havde det hele.

På min rustur havde jeg taget rugbrød, proteinbarer og tun med i store mængder, så jeg havde proviant til de 4 dage, vi var afsted. Når der var fælles aktiviteter, listede jeg over i sovesalen og fandt min proviant frem. Tør tun på tørt rugbrød. Så undgik jeg blikke og at skulle forklare mig. Jeg huggede det i mig og listede tilbage igen.

Mad som et middel mod et mål

Mit syn på mad var nu blevet så ekstremt, at selv æbler blev noget man skulle passe på med.

I et online forum, var der én der spurgte til mængden af frugt, man burde spise. Jeg svarede, i fulde alvor: spis ikke mere end ét æble om dagen – for æbler indeholder for meget sukker. Jeg havde nået et punkt, hvor selv fødevarer som alle ved er sunde, fik kniven. Jeg havde læst mig til, at sukkerstoffet fruktose ikke var godt i store mængder. Da æbler indeholdt fruktose, gav det jo sig selv, at man skulle passe på med at spise for mange, tænkte jeg.

Herfra blev frugt noget, der skulle begrænses. I dag virker det så absurd, at jeg ikke ved, hvordan jeg nogensinde havde fået viklet mig ind i en så forkvaklet opfattelse af maden.

Men vi støttede hinanden i vores opfattelse på disse fora. En ven beskrev, hvordan han medbragte proteinshakes i plastikposer, som han gemte i buskadser til fester. Så kunne han liste derud med skrålende feststemte mennesker bag sig og få sit protein. Vi grinte af det. Det var smart, synes vi. Et lifehack.

Jeg begyndte at droppe fester og at være sammen med venner, fordi jeg ikke kunne overskue det. Jeg blev decideret irritabel, når jeg ikke havde adgang til den mad, jeg ville have. Jeg oplevede kraftige indre konflikter, når jeg blev stillet i situationer, hvor høflighed dikterede, at jeg ikke bare kunne sige “nej tak” til den mad, jeg blev tilbudt.

Jeg husker en aften hjemme hos en ven, hvor jeg med rædsel så til mens hans far klaskede en halv pakke Lurpak på en pande. Det spruttede og sydede, da han smed bøfferne op i smørbadet, og da de fedtdryppende kødstykker blev serveret, havde jeg for længst mistet appetitten. Jeg kunne slet ikke nyde min bøf. Jeg tænkte kun på smøret, der drev af den, og løb direkte ned i min krop, hvor det gjorde skade. Det hjalp jo ikke med at bygge muskler. Hvorfor så spise det?

I sidste ende blev mad reduceret til noget, der havde en praktisk funktion og bidrog til et mål. Det havde ikke længere noget med hverken sanselighed, nydelse eller socialt samvær at gøre. Mere end noget andet bidrog min madopfattelse til en konstant og opslidende indre monolog og stillingstagen til mad. Det resulterede både i konflikter med venner og familie og optog mere og mere af mine tanker. Jeg tænkte på mad (og træning) fra jeg stod op til jeg gik i seng, og min hverdag var indrettet omkring den. Og jeg afveg ikke fra det.

Udefra lignede jeg nok bare én der gik rigtig meget op i sin træning og kost. Jeg fik ofte kommentarer omkring det: “hvordan kan du holde det?”, “falder du aldrig i?”, “har du aldrig lyst til slik?”. For når man træner og er seriøs omkring det, er det nemt at legitimere at sige nej til rigtigt mange ting og sørge for sin egen mad. Til sidst accepterer folk (eller holder i hvert fald op med at stille spørgsmål), at man har en ‘mission’ og derfor ikke spiser ‘normalt’.

Men når jeg kigger tilbage nu, står det lysende klart, at jeg havde en form for spiseforstyrret adfærd. Det var ikke en decideret spiseforstyrrelse, men det var utvivlsomt en afgren. Det tog mig lang tid at erkende, at det reelt var sådan det forholdte sig. Eftersom træningen dikterede en bestemt form for kost, forholdt jeg mig aldrig for alvor kritisk til den adfærd, og affærdigede hurtigt eventuelle kritiske kommentarer som uvidende. Det var, for mig, blot en naturlig konsekvens af at leve sådan, hvis jeg ønskede mig den krop, jeg ville have. En nødvendighed, hvis jeg skulle være sund.

Byture, bar mave og stadig masser af træning

Men så skete der pludselig noget usædvanligt: Jeg begyndte at drikke alkohol igen. Jeg havde ellers holdt mig fra det siden mine sene teenageår, da det ikke hjalp mig med at nå mine mål. Jeg fik nogle venner, som gik en hel del i byen. Al min sociale interaktion på dette tidspunkt var centreret omkring træning og træningscenteret, men byturene var sjove nok til, at jeg valgte at drikke alkohol igen. Dog selvfølgelig med visse modifikationer.

Jeg drak fx stort set altid kun vodka med danskvand og lime, da jeg på den måde undgik en masse ‘unødvendige’ kalorier fra de mere kalorieholdige – og unægteligt mere velsmagende – cocktails. Hård træning, en omhyggelig kost og vedholdenhed gjorde, at jeg kunne bibeholde en meget lav fedtprocent på trods af, at jeg drak alkohol stort set hver weekend.

Det var en bestyrkende følelse at have den form for kontrol over sin krop, på trods af mange af mine andre trænende venner, som gjorde det samme, ikke kunne holde den samme lave fedtprocent. Og slet ikke ‘almindelige’ folk.

Det blev et fast gimmick at vi viste overarme og sixpack frem i fuldskab i de sene nattetimer. En af mine venner ejede en velbesøgt bar på Nørrebro, vi ofte besøgte, og han gjorde det til fast kutyme, at den første der smed trøjen derinde, fik en gratis flaske sprut. Vi besteg baren som et bjerg, smed trøjerne og hoppede rundt som sejrsherrer med lysende øjne. Løftede sprutflasken i vejret som et trofæ. Bifald og pegende fingre. De primale instinkter genkendte anerkendelsen.

Jeg sov elendigt på det her tidspunkt og havde gjort det længe. Jeg indså det ikke på det tidspunkt, men det var åbenlyst et resultat af en fysisk presset krop. Den hårde træning og min strenge kost, kombineret med den generelle stress et studieliv med arbejde giver, begyndte at vise sine tegn. Men uanset hvor dårligt jeg sov, tog jeg altid afsted til træning. Andet var ganske simpelt ikke muligt, da det var forbundet med alt for meget psykisk ubehag.

Byturene varede gerne til kl. 6 eller 7 om morgenen. Jeg kunne ofte ikke sove mere end 3-4 timer efter sådan en tur og vågnede op med koldsved, blodskudte øjne og adrenalin jagende rundt i kroppen. Manglende søvn, træning, for lidt mad (jeg spiste aldrig junkfood om natten, så ofte resulterede det i for lidt mad) og alkohol. Men jeg ville stort set alligevel altid tage op og træne.

På et tidspunkt pralede jeg med min evne til at tage op og træne i et par timer efter kun at have fået meget lidt søvn. Jeg havde en forestilling om, at det viste min hårdførhed og disciplin. Jeg indså ikke, at det langsomt var igang med at nedbryde min krop.

Kroppen siger stop

Det kulminerede på en ferie i Aya Napa med min førnævnte ven, Michel. Her var jeg præget af søvnløshed i en sådan grad, at jeg følte, jeg var ved at miste forstanden.

Vi tog ud og drak om aftenen og næste dag, hvor jeg kun havde sovet 2-3 usammenhængende timer, indtog jeg koffeinholdige ‘pre-workout’ drikke, som kortvarigt gav en let euroforisk rus og energi nok til, at jeg kunne træne. For jeg trænede stadig. Den manglende søvn, varmen og ubehaget kunne ikke stoppe mig. Jeg insisterede på det. Som resultat, ville jeg være udmattet hele dagen, men jeg kunne stadig ikke sove om natten. Imens lå Michel og sov tungt og intetanende om, at jeg lå og ville, i flere fortvivlede øjeblikke, give hvad som helst for at bytte sted med ham.

Ingen søvn, hård fysisk træning, dehydrering, syntetisk energitilskud og alkohol, blev for meget for min krop. Under en af vores træninger fik jeg et ildebefindende. Jeg kunne godt mærke, at det begyndte efter vores første øvelse, men jeg fortsatte. Da vi nåede til den sidste øvelse, blev jeg svimmel, kræfterne sivede ud af min krop og efterlod mig med overvældende mathed i kroppen. Sveden piplede. Jeg kunne ikke samle mine tanker, der spredte sig som aske i vinden. Jeg havde det som jeg kunne falde om, hvornår det skulle være. Alligevel fortsatte jeg og trænede færdig.

På vejen hjem derfra svajede alt, jeg havde det som jeg ikke var forbundet ordentligt med min krop, mine skridt var tunge og langsomme. Jeg måtte holde flere stop, samle mig, kigge lige ud og stavre den sidste af turen hjem til hotellet.

Da jeg kom hjem fra ferien gav min krop efter for presset. Jeg var syg i en uge og var træt hele tiden. Bølger af ubehag skyllede ind over mig. Den ferie markerede på mange måder punktet, hvor jeg havde presset min krop for langt ud.

Efter dette, oplevede jeg meget ofte at få det dårligt under træninger. Jeg udviklede pludselig en voldsom intolerance overfor koffein og fik det meget ubehageligt ved selv minimal indtagelse af det. Men selvom min krop havde givet under for presset, fortsatte jeg med at presse på. Det var mig, der havde kontrollen.

Jeg begyndte at få et utal af skader: et knæ, en albue eller ryggen gjorde ondt. Ledende værkede. Det kulminerede i, at jeg fik en nakkeskade som generede mig så meget, at jeg ikke længere kunne træne på samme måde mere. Jeg blev pludselig tvunget til at revurdere min livsstil. Og det betød, at jeg skulle revurdere min identitet.

Hvem var jeg nu?

Nu blev hele mit identitetsgrundlag trukket væk under mig. Jeg måtte skære ned på træningen. Jeg fandt ud af, hvor meget af min daglige sociale interaktion faktisk foregik i træningscenteret og det var nedslående at finde ud af, at mit sociale liv i så stor grad afhang af, om jeg trænede. Jeg gik til et utal af forskellige behandlinger for min skade, der alle sammen hjalp meget lidt eller overhovedet ikke.

Én af disse behandlere havde jeg fået anbefalet af en ekskæreste. Efter en gang eller to fandt jeg hurtigt ud af, at han absolut intet kunne gøre for min skade, men jeg husker stadig hans behandling bedst – dog af en helt anden grund. Han brystede sig af at have ‘organisk samtaleterapi’ (hvad det så end betød). Det var jeg absolut ikke interesseret i. Jeg var meget lukket omkring mine bevæggrunde for at gøre som jeg gjorde, og jeg var derfor også kun interesseret i at få fikset skaden.

Under en af behandlingerne kiggede han på mig, fangede mit flakkende blik og sagde: “Du er ikke rigtigt glad, er du?”. Jeg var så uforberedt på det spørgsmål – eller konstatering – som den næsten var, at jeg panikkede indvendig og kiggede efter den nærmeste udgang. Jeg kunne, til min egen store overraskelse, mærke, at en uforklarlig gråd presse på. Jeg undertrykkede den og fik fremstammet, at jeg skam var glad nok. Han spurgte igen, men jeg affejede.

Det spørgsmål, og min reaktion på det, kunne jeg ikke ignorere. Jeg måtte, modvilligt, indrømme, at jeg i bund og grund nok ikke var rigtigt glad. Det satte gang i en ubevidst tankeproces, som skulle følge mig over de næste par år.

Stadig urokkelig

Selvom jeg ikke kunne træne på samme niveau mere, så holdt jeg stædigt ved i det jeg kunne.

Kosten var også fortsat striks. Men da jeg ikke længere var i stand til at træne på samme måde, begyndte grundlaget for at gå lige så meget op i minutiøse detaljer at smuldre. Jeg kunne nu finde på fx at spise noget fastfood på en bytur. Det betød ikke helt det samme længere, når jeg alligevel ikke kunne yde 100 % i træningslokalet.

Jeg gjorde min bachelor på KU færdig og tog på udvekslingsophold i San Diego. Det var et fantastisk halvt år, hvor jeg nød det forudsigeligt gode vejr, nye omgivelser og nye venner. Træningen var stadig ikke det samme pga. min skade, men det var blevet en smule bedre og jeg forsøgte mig stadig med så meget, jeg kunne.

Jeg fik en god ven, Kyle, som boede på samme vej som jeg. Jeg selv boede i et hus med 4 andre. Kyle havde en garage med lidt træningsudstyr: en bænk, et par håndvægte og et par stænger. Kyle var sådan en type person, der først er meget varsom og mistænkelig overfor nye personer, men når man først er accepteret, så har man en slags uforbeholden tillid.

Da han fandt ud af, at jeg også trænede og gik op i at spise sundt, havde vi to fællesinteresser og begyndte at hænge ud. Jeg viste Kyle, at man kunne finde billigt træningsudstyr på Craigslist (den amerikanske udgave af DBA) og herfra begyndte der en slags samlermani for Kyle. Han var meget sparsommelig (‘frugal’ var hans eget ord for det), men når han fandt noget, han godt kunne lide, så blev sparsommeligheden midlertidigt sat på stand by.

Ikke lang tid efter jeg introducerede ham for at købe udstyr på Craiglist, havde Kyle en stor garage fyldt til randen med træningsudstyr. Der var alt, hvad man skulle bruge. Det betød, at jeg begyndte at eksperimentere med at træne to gange dagligt i en periode, fordi det var så nemt bare at gå over på den anden side af vejen. På det her tidspunkt kunne jeg træne nok igen til, at træningen stadig havde stor vigtighed for mig. Jeg var tilbage til, at jeg næsten stadig tilsidesatte alt for at kunne få trænet det, jeg kunne.

Mørke feriebilleder

Jeg tog på ferie til New York med min daværende kæreste. Under den ferie insisterede jeg på at træne fem ud af de syv dage, vi tilbragte der. Jeg er ikke et morgenmenneske og derfor trænede jeg ikke tidligt. Det resulterede i, at vi stort set altid kom sent afsted til at opleve de ting, vi gerne ville.

Det blev mørkt tidligt på den tid af året i New York. Størstedelen af de billeder, jeg har fra den tur er mørke. Jeg har et mørkt og grumset billede af min daværende kæreste, hvor man kan ane frihedsgudinden i baggrunden, hvis man anstrenger sig. De billeder symboliserer meget godt, hvordan jeg stadig satte træningen først – selv da min daværende kæreste havde brugt tusindevis af kroner for at rejse kloden halvvejs rundt, for at se mig.

Det samme var tilfældet med maden. Vi spiste det samme sted (Chipotle) det meste af tiden, fordi jeg her vidste, at jeg kunne få den slags mad, jeg gerne ville have. Jeg kunne bedre leve med den dårlige samvittighed over ikke at give min kæreste en god oplevelse, end den dårlige samvittighed over ikke at kunne træne og spise optimalt. Noget havde ændret sig med skaden, men i virkeligheden havde intet ændret sig for alvor.

Madkontrol med et nyt ansigt

Jeg kom hjem og startede med at læse min kandidatgrad på ITU. Efter første semester tog jeg igen på udvekslingsophold, denne gang i Berkeley.

Her stiftede jeg bekendtskab med at faste: Intermittent fasting, dvs. afbrudt faste, som for alvor begyndte at blive populært indenfor træningskulturen på dette tidspunkt. Denne form for faste dikterer, at man faster i 14-16 timer og så har et 8 timers ‘vindue’, hvor man kan indtage sin mad. Jeg tog et langt tilløb til at afprøve det, fordi det stred så meget imod alt hvad, jeg havde gjort tidligere. Men da jeg endelig gjorde det, åbnede der sig en ny verden for mig.

Jeg behøvede ikke længere at tænke på mad konstant. Det var befriende med fasteperioden, fordi man ikke skulle tænke på at medbringe mad i skole eller andre steder. Og som en bonus kunne man spise ekstra store måltider, når fasten var ovre. Og jeg har altid været begejstret for store måltider.

I lang tid bildte jeg mig selv ind, at det var et ideelt approach for mig, fordi jeg lærte ikke at skulle tænke på mad hele tiden. Det var sundt, synes jeg. Jeg fortalte mig selv, at det gav mig et mere afslappet forhold til mad. Jeg så slet ikke det paradoksale i, at sidestille totalt fravær af mad i skemalagte perioder, med et mere afslappet forhold til kost. I virkeligheden skubbede jeg blot min madkontrol fra en type mønster hen til et andet. Den ultimative kontrol er jo virkeligheden at lade være med at spise. Så slipper man, i hvert fald midlertidigt, for at skulle tage stilling til mad.

Det havde tilmed den effekt, at jeg blev irritabel, når jeg gik så lang tid uden mad. Det benægtede jeg dog  hårdnakket var tilfældet.  Det var først noget, jeg indrømmede et par år efter, da min kæreste på det tidspunkt blev ved med at pointere, at jeg var småsur hver gang jeg gik uden mad i længere tid. Efter jeg havde fanget mig selv i at vrisse og have en ultrakort lunte tilstrækkeligt mange gange, måtte jeg til sidst, modvilligt, erkende, at der nok var noget om det.

Men det at udøve faste fik rykket ved nogle af mine forestillinger om mad, fx at mad var nødvendigt i konstante tidsintervaller. Og det var til en vis grad sundt at opleve, at der rent faktisk kunne skubbes til tidligere ellers urokkelige opfattelser.

Et helt nyt perspektiv

Efter et år i Berkeley vendte jeg tilbage til Danmark. Her begyndte min rejse mod en helt ny måde at tænke på for alvor.

Jeg fik travlt. Først lavede jeg min blog, proteinopskrifter.dk, og dernæst startede jeg i praktik i et stort digital bureau. Bloggen blev hurtigt populær, da den ramte lige ned i den sundhedsbølge, der skyllede ind fra resten af verden og over Danmark. Igennem den blog blev jeg kontaktet af en kvinde – og her begyndte min rejse mod en mere selvreflekterende tilværelse. Kvinden blev til en kæreste, som jeg endte med at tilbringe 3 år sammen med.

Paradoksalt nok kom hun netop fra en bodyfitness-konkurrence. Ligeledes en ekstrem verden. Og det var netop det, der fik det til at skifte. Ved at observere hinandens absurditeter omkring kost og træning, blev det tydeligt, at mange af de vaner og regler vi insisterede på at have, var absurde.

Det er svært at påpege noget hos en modpart, som man med al tydelighed kan se ikke er fordelagtigt, rationelt eller hensigtsmæssigt og samtidig negligere, at man selv har mange af de samme mønstre. Det kræver et for stort selvbedrag.

Eksempelvis blev det meget hurtigt tydeligt for mig, at hun trænede langt mere og hårdere, end hvad hun kunne holde til. Efter hendes træninger gik hun rundt i en zombielignende tilstand og var træt, irritabel og ugidelig. Det fungerede tydeligvis ikke for hende. Men hun blev ved. Dag efter dag. Det mønster kunne jeg godt genkende.

Hvordan kunne jeg påpege dette, uden ikke at se kritisk på min egen træning? Det kunne jeg ikke. Og det foregik også den anden vej rundt. Hun kunne hurtigt se, at min kompromisløse tilgang til træning førte til både konflikter og skader. Maden var et kapitel for sig selv. Jeg opdagede, at hun havde en udtalt alt eller intet tilgang til mad.

Det betød meget kontrolleret kost i 6 dage og så én dag, en såkaldt ‘cheatday’, hvor der blevet indtaget så store mængder mad, at det førte til 3-4 dage efterfølgende med stor væskeophobning i kroppen, ubehag og meget svingende humør. Når kroppen så endelig var vendt tilbage til status quo efter de 6 dage – så startede det hele forfra. Den tilgang betød, at hun ikke kunne have et glas peanutbutter i hjemmet, uden at der var fare for, at det hele pludselig røg i et svagt øjeblik. Der var så mange ting, der var forbudt, at alt var fristende.

Jeg opfordrede hende til at arbejde med, ikke at tænke på mad så opdelt. Men samtidig så hun, at selvom jeg ikke havde et opdelt madunivers på samme måde som hende, så var jeg ekstremt kontrollerende omkring maden – til et punkt, hvor det ikke var rationelt. Derfor skete der noget vigtigt: vores kontrolbehov omkring mad og kost blev tydelige i hinandens samvær. Det satte gang i en selvransagelsesproces hos os begge. Det skete ikke over en dag eller to, men over et par år.

En ny verden af mad

I løbet af de to år begyndte vi sammen at give slip på flere og flere af vores indgroede vaner og kontrolbehov. Vi udfordrede hele tiden hinanden til at lave gradvise ændringer eller prøve en ny tilgang. Madvarer blev ikke længere kategoriseret som gode eller dårlige, men som mad.

Pludselig kunne vi godt have et glas peanutbutter stående uden fare for, at det var væk i løbet af et splitsekund. Hvor vi før havde haft køkkenvægt på ferie, blev maden nu ikke vejet hele tiden – og til sidst slet ikke. Træningen kom ikke konstant i første række og jeg skar også ned på mængden. Der kunne flyttes rundt på den og der kunne også findes gode grunde til at springe den over.

Alt sammen ting, som både hende og jeg førhen ville have været meget utilpas med at give slip på, men da vi indså, hvor meget godt det bragte med sig, blev det nemmere og nemmere at afprøve en anden tilgang.

Der åbnede sig en ny verden uden irrationelle restriktioner og forbud. Det betød også, at der åbnede sig en helt ny verden af mad for mig. Mad, som jeg kategorisk have nægtet mig selv i årevis, kunne jeg ikke længere finde en eneste god grund til ikke at skulle smage og nyde – uden dårlig samvittighed.

Det betød ikke at hverken træning eller ‘sund’ mad ophørte med at være en del af min verden – den ophørte blot med at være den dominerende del af min verden. Det er en forunderlig ting, at al den kontrol, man føler den rette kost og træning kan give, kan ende med ultimativt at kontrollere én.

Sanser og oplevelser i fokus

Nu sidder du måske og tænker, at jeg gik i kropsligt forfald af denne ændring. Det er nærliggende at tro – kontrollen ryger og så ryger alt andet også. Det må det vel? Men nej: det skete slet ikke! Jeg mistede ganske vist lidt muskelmase, men alle skrækscenarierne om forfald udeblev. Mine prioriteter ændrede sig, men det udelukker ikke en stærk og sund krop.

Den største ændring kom ikke kropsligt, men i mit sind. I takt med, at alle de forestillinger, jeg havde skabt omkring mad, begyndte at løsne deres jerngreb om mine tanker, blev jeg gradvist i bedre humør og mere afslappet. Det er opslidende at skulle føre krig mod sine egne tanker hele tiden.

For første gang, siden jeg sad med vind i mit lyse hår, svingende med benene ud over hængebroen med min nabo, nød jeg at spise igen. Ikke fordi jeg nu kunne spise mad, der før ville have givet mig dårlig samvittighed, men fordi det følelsesmæssige bånd til maden var fjernet. Mad var mad, som nu kunne nydes, uanset hvilken type og uden at det skulle medføre en indre kamp.

Familiefester og vennebesøg handlede nu om at nyde selskabet og maden. Mine tanker kredsede ikke længere konstant om, hvordan jeg kunne få den rigtige mad. Det blev muligt at tage ud og bare opleve og sanse.

Ferier kunne opleves uden irritation og det konstante fokus på, hvor maden skulle komme fra og hvorvidt, der var adgang til træningscenteret. Feriebillederne var ikke længere mørke og grumsede. Der behøvede ikke at være planlagt noget. Alle muligheder var åbne. Jeg fik løsnet en stor, tung og mangeårig mental lænke. Det var befriende.

I så mange år, var jeg blind overfor det faktum, at jeg var ekstremt kontrollerende. Det gjaldt både min kost og træning, men gik også ud over mine omstændigheder. Det var blevet så fast en del af mig, at jeg ikke så det, som noget unormalt.

Min daværende kæreste var den første til at prikke til det. Hun undrede sig over, hvor behovet kom fra. Hun insisterede faktisk på, at jeg var kontrollerede – og jeg insisterede på, at det ikke var tilfældet. Vi var begge meget insisterende.

En turbulent barndom

Det holdt jeg fast på, indtil jeg endelig tog mig mod til at besøge en psykolog. Jeg havde undgået  det  i 10 år, efter jeg første gang blev opfordret til det, da min lillebror døde. Jeg mente ikke, at en psykolog ville gøre hverken fra eller til. Det var jo sket.

Jeg tog fejl. Min stolthed og skam havde afholdt mig fra noget så simpelt, som at tage en snak med et andet menneske, som tilfældigvis kan kalde sig selv for psykolog. De samtaler åbnede langsomt op for nogle temaer i mit liv, som jeg, med tiden, indså havde været med til at skubbe til de tendenser og tilbøjeligheder jeg kæmpede med.

Mine forældre skændtes meget, da jeg var barn. Jeg husker det som ustandseligt.

Alt var brændbart og gnisterne fløj. Skænderierne eskalerede. Stilheden ved aftensmaden sommetider kunne larme mere end noget andet. Og når skænderiet så brød ud, sad jeg der med hænderne over ørerne.

Oven i det havde min far et problem med alkohol (som han sidenhen er kommet helt af med). Det kom i perioder – og når det stod, vidste jeg og mine brødre aldrig hvad vi skulle forvente.

Om aftenen lå jeg i mørket og lyttede til stemmerne. Blev de for høje, gemte jeg hovedet under dynen og fortalte mig selv en historie.

Jeg blev påvirket af den konstante angst for mine forældres skænderier. Mere end jeg selv kunne forestille mig og ville indrømme.

Min største sorg

Min lillebror og jeg hang sammen som ærtehalm hele vores barndom. Vi lavede alt sammen og oplevede også alt sammen. Det gjaldt også mine forældres skænderier. Vores små skrøbelige kroppe sad ved siden af hinanden henne ved trappen, med benene trukket ind under os, hænderne over ørene og angst i øjnene, når helvede brød løs. Den slags stof, der skaber et specielt bånd mellem to mennesker. Da vi begge blev teenagere, var vi ikke blot brødre, men også venner. En symbiose.

Sommer 2004. Jeg havde været på ferie på Kos med en gruppe venner. Solen buldrede løs, da vi ankom til København. Huden brun og varm fra de mange timer på stranden. Trætheden fra en uge uden søvn hang dovent i kroppen. Jeg kiggede tomt ud gennem vinduet i bilen på vej hjem, træerne fløj forbi. Min mobil ringede, det var min kæreste. Hun var på stranden med nogle fælles venner, om jeg ville komme forbi? Jeg takkede nej, jeg var for træt. Hun var svær at høre, det støjede i baggrunden. Hun fortalte, der fløj en helikopter rundt. Der var vist sket et eller andet i nærheden.

Der var kun min mor hjemme. “Hvor er Far og Mads?”, spurgte jeg. Min far var på arbejde og Mads var ude sammen med nogle venner. Jeg havde købt en gave til min lillebror, som jeg glædede mig til at give ham. Jeg ærgrede mig over, at han ikke var hjemme. Jeg sad ved vores køkkenbord, mens min mor gik rundt og gjorde rent i køkkenet. Kiggede på den falmede blomstrede dug. Radioen kørte. Det gjorde den altid.

Musikken blev afbrudt. Der var sket en ulykke ude på vandet. En dreng var meldt savnet og de ledte efter ham med helikopter. Min mor og jeg kiggede på hinanden. En mærkelig fornemmelse hang mellem vores blikke. Min mor sagde, hun håbede, der ikke var sket drengen noget. Hun puslede videre og begyndte at stryge tøj.

Nogle timer gik. Vi sad i køkkenet, døren gik op til kælderen, min far kaldte. Min mor og jeg kom begge ned ad trappen. Jane, vores nabo, stod med et undvigende nedslået blik bag min far. Min fars blik var råvildt og ufokuseret. Det brændte sig fast i mig. Jeg husker det stadig, når jeg lukker øjnene. “Sæt dig ned Annette”, sagde han. Min mor udbrød: “Det er ikke ham….det er ikke ham”. “Det er Mads”, sagde min far. Han behøvede ikke at sige mere. Drengen fra ulykken.

Jeg trådte ud fra min egen krop og så det hele udefra, som var det et dramatisk skuespil i den sidste akt. Hele min krop sitrede. Min mor sank sammen på stolen, hænderne hang slapt ned, ansigtet tomt og apatisk. Så strøg et signal til hjernen om virkeligheden. Vores virkelighed. Og den virkelighed væltede med et højt brag, med grus og støv hvirvlende og en regn af mennesketårer trommede på brokkerne, og i den lille gang i kælderen lukkede verden sig om os og styrtede sammen ned i et sort hul.

Mads druknede den dag i en ulykke på vandski. Vi fandt ham først 5 dage senere. Han blev 16 år.

Behovet for kontrol findes overalt

Den dag mistede jeg ikke kun min lillebror, men også en lille del af mig selv. At miste på den måde, heler man aldrig helt fra. Sorgen bliver med tiden usynlig, men den er der stadig. Den lægger sig som en porøs hinde over en, som man bærer med sig overalt. Den bliver mere modstandsdygtig med tiden, men kan altid briste.

Mine forældres turbulente forhold lagde kimen til mit kontrolbehov, og min lillebrors død gav det et gevaldigt pust. Det at kunne styre kost og træning, var min måde at have skarp kontrol med min hverdag og et fast holdepunkt. Der var kun én, der var herre over det, og det var mig.

Behovet for kontrol er allestedsnærværende i vores samfund. Særligt i fitnessmiljøet. Der er så mange ting, man ikke kan kontrollere, men hvad man putter i munden og hvordan ens krop ser ud, er, hvis man bliver kontrollerende nok, to ting man kan styre fuldkommen. Det er ikke så underligt, at netop kontrollen er så stor en faktor i forhold til spiseforstyrrelser.

Det underfundige ved kontrol er, at jo mere man forsøger at få, jo mindre kontrol har man. I sidste ende vil kontrollen overtage og styre ens liv. Paradoksalt nok vinder man kontrol ved at give slip på den. Og forstår man, hvor behovet for kontrol kommer fra, forstår man ofte også, at det bedste er at give slip på den.

En rejse uden slutmål

De mange år med skiftende fokus på træning og ernæring har lært mig meget. Ikke mindst har jeg lært meget om mig selv. Jeg har lært, at det er meget svært at være kritisk overfor sig selv, når man står midt i det, man bør være kritisk overfor.

De fleste kender det at kigge tilbage på en periode i sit liv og indse, hvor lidt man i det hele taget vidste. Hvor meget, man stadig havde at lære. 5 år efter man havde den tanke, har man igen præcis den samme tanke, om det sted man stod i sit liv dengang. Den erkendelse kan ikke undgå at efterlade én med en vis ydmyghed. Og det bør den også.

Af samme grund bilder jeg heller ikke mig selv ind nu, at min rejse er færdig. Jeg kan stadig ikke finde ud af at gå i seng til tiden. Jeg har prøvet i 30 år. Jeg kommer stadig for sent til alt. Jeg presser til tider mig selv så meget arbejdsmæssigt, at jeg bliver stresset og glemmer alt. Jeg roder mig altid ud i lange og indviklede diskussioner online, som ikke bærer noget med sig i 99% af tilfældene. Og jeg starter gerne en til, fem minutter efter jeg lige af afsluttet en anden og har fortalt mig selv, det var sidste gang.

Den dårlige samvittighed

Jeg har meget mere at lære – og det ståsted jeg har nu, vil med al sandsynlighed ændre sig længere nede af vejen, formet af mine oplevelser og omstændigheder.

Den måde jeg greb kost og træning – og dermed også livet – an på, er på ingen måde unik. Grundlæggende søgte jeg at vinde kontrol over mit eget liv. Nogle gange er det behov udløst af konkrete hændelser, andre gange af mange små ting henover tiden.

Jeg tror, at vi alle i en eller anden udstrækning kæmper med følelsen af manglende kontrol over vores liv. Nogle gange ofte. For nogle, som i mit tilfælde, er træning og kost den perfekte katalysator til at føle sig som herre over sit eget liv.

Når man, som jeg, havde opbygget bestemte normer om krop og kost, præges man meget ofte af udmattende indre mentale diskussioner. Når man bryder med de normer, mærker man et stikkende ubehag. Man får negative tanker og ultimativt dårlig samvittighed. Den dårlige samvittighed har jeg sidenhen kunne spejle i rigtig mange.

Et liv med sundhed uden dårlig samvittighed

Efter jeg startede Proteinopskrifter.dk og opbyggede mine sociale medier, har jeg fået det privilegium at kunne være i kontakt med utroligt mange mennesker med sundhed som fælles interesse. Og jeg har lyttet med stor interesse.

Mange har beskrevet de samme indre mentale kampe. Særligt når man først prikker hul på det tabu, det er at snakke om, at man præges af de følelser, indrømmer folk, at de nok godt kender til det. Jeg indså, at det jeg har oplevet at være så præget af, slet ikke er unikt. Tværtimod. Faktisk har jeg både kunne spore mange lignende tanker hos både den ihærdige fitnessudøver, såvel som hos den overvægtige.

De indre kampe og den dårlige samvittighed rammer både advokaten og kassedamen, folkeskoleelever og bedsteforældre, rig som fattig. Vi føler den alle. Særligt i forbindelse med sundhed er vi begyndt at føle den nærmest konstant.