Børn er underholdende: de siger og gør uforudsigelige ting, de er søde, uskyldige, ligefremme og uden indpakning. Og de betyder, for mange mennesker, alt for dem.
Det et netop dét der gør, at vi har lyst til at dele dem med omverden.
Mennesker har altid foreviget deres børn. De fleste på min alder har forældre, som har stakkevis af støvede fotoalbums liggende med lige dele søde og pinlige billeder. fra vores barndom. Og billeder er, ofte til vores store gru, blevet vist frem til kærester eller venner.
Nogle har måske også knitrende, alt for lange og rystede vhs-optagelser fra evige sommerdage og konfirmationer.
De analoge billeder af børnene i private fotoalbums er nu blevet erstattet af virtuelle fotoalbums på mobilerne der indeholder tusinder af billeder og videoklip.
Og ikke så sjældent finder de billeder og videoklip vej til sociale medier. For nogle blot for at dele, så forældre og venner kan følge med, mens det for andre viser sig at være så populært for andre at følge med i livet med børnene, at der pludselig kan tjenes penge på det.
Det er sidstnævnte, når børn bliver business, jeg vil diskutere i dette blogindlæg.
De profitable børn
Lad os gøre en ting klart i forhold til internettet: der er nogle ting som universelt fanger folks opmærksomhed: katte og.. børn.
Der er likes og opmærksomhed i billleder og videoer der har børn som omdrejningspunkt. Særligt hvis man har børn der har lidt ekstra cuteness-faktor, charme eller jævnligt siger og gør ting som er sjove.
Alle der har ytret sig om børn på internettet ved også, at mødresegmentet både er meget aktive og ofte har meget stærke holdninger til emner.
Der bliver gået op i mor-rollen med liv og sjæl og det afspejler sig i et segment som er meget engageret. Nogle gange også til et punkt, hvor andre mødre kan få meget hårde ord med på vejen (navngivet ‘mor-politiet’), hvis de træder ved siden af.
Og så vil mødre gerne deres børn det bedste. Og det betyder også at mange er på udkig efter anbefalinger til den bedste barnevogn, legetøj, det sødeste tøj, det bedste legeland osv. Listen over er lang.
Kombinationen af engagement, opmærksomhed og et købestærkt segment har skabt et lukrativt marked, for det er uhyre attraktivt for virksomheder. Flere og meget engagerede øjne på et givent produkt betyder muligheden for større profit.
Der er intet odiøst i, at virksomheder smider penge efter personligheder og tiltag der kan give dem mere opmærksomhed og profit. Sådan har det været længe.
Det nye er, at børnene nu i visse tilfælde er blevet en proxy-reklamesøjle. De bliver med andre ord det indhold, som skal sælge varen (her er et par eksempler).
Cute content
Ligeledes ser jeg en stigende tendens til at nogle influencere gør et barn til en ‘personlighed’ på deres sociale medier på lige fod med dem selv. Det betyder, at de hyppigt postes i feedet og indgår i deres stories i alle mulige sammehænge (også meget intime af slagsen, fx hvis de er meget kede af det, er afklædte og lignende).
Her bruges de måske ikke direkte til at sælge varer med, men de bliver gjort til ‘indhold/content’ på kanalerne som trækker mange likes og kommentarer. Nogle gange langt mere end selve influenceren kan trække.
Og på den måde bruges de både direkte og indirekte til at hjælpe influenceren med at skabe sig en social medie-tilstedeværelse, som de i sidste ende kan leve af.
Hvis man er vokset tilstrækkeligt nok ved at bruge denne strategi, så fordrer det spørgsmålet: hvad ville der ske hvis barnet blev taget ud af markedsførings-ligningen, som i nogle tilfælde har skabt en meget komfortabel tilværelse for influenceren?
Og betyder det, at barnet måske derfor fortsat bliver brugt som en bevidst brik til at opretholde den tilværelse, selvom det måske ikke er i barnets tarv?
Vi kender ikke konsekvensen
Børns tilstedeværelse på sociale medier er stadig relativt ny. I det hele taget er tilstedeværelsen af sociale medier relativt ny, hvis vi kigger på teknologiens historie.
Vi er stadig igang med at finde ud af hvordan de fungerer som en integreret del af vores hverdag og vi støder hele tiden på udfordringer (eksempelvis GDPR).
Netop fordi sociale medier er så nyt, betyder det også, at vi ikke kender konsekvenserne af massiv eksponering af børn i en tidlig alder, med varige digitale spor, når de bliver voksne. Vi ved ikke meget om hvordan det præger dem.
Men vi ved fra fx barnestjerner fra film og serier, at det ikke altid er nemt at vokse op med en stor opmærksomhed på én og ligeledes heller ikke at skulle definere sin egen vej som voksent menneske senere hen, hvis ens tidlige år i høj grad var defineret af andre.
Med andre ord: vi ved ganske simpelt ikke hvad konsekvensen er endnu. Men vi fortsætter lidt, som vi regner med, at det ikke vil have noget negativt udfald.
Det lægger op til en række presserende spørgsmål:
- Hvorvidt er et barn selv i stand til at vurdere om de ønsker at blive gjort genstand for kommercielle interesser?
- Kan barnet på et senere tidspunkt i deres liv stå inde for det de er blevet brugt til at reklame for?
- Hvorvidt er barn selv i stand til at vurdere om de ønsker at være omdrejningspunktet for content-produktion fra deres forældre?
- Hvorvidt barnet selv er i stand til at vurdere om de ønsker deres barndom foreviget og delt med en større gruppe af fremmede mennesker?
- Hvorvidt barnet ønsker at fremmede mennesker skal kunne genkende dem, kende til historier og personlige ting om det, de ikke selv har delt?
- Hvorvidt de (i nogle tilfælde) ønsker decideret berømmelse
Det er nok spørgsmål som disse, der har fået diverse amerikanske social medie-personligheder til at censurere deres børn eller helt holde dem ude af offentligheden indtil de selv er gamle nok til at træffe den slags beslutninger (fra Youtube-universet kan fx Peter Mckinnon og Casey Neistat nævnes).
Akkurat ligesom vi også har set visse berømtheder har holdt deres børn uden af søgelyset igennem tiden.
Som jeg nævnte i introduktionen, så har nogle af os helt sikkert prøvet at gamle, fjollede, personlige eller pinlige billeder af os er blevet vist frem til venner og kærester; forestil dig, at det blive gjort på en stor skala til komplet fremmede mennesker, før du som barn overhovedet er bevidst om hvad det egentlig indebærer og hvordan det fungerer.
Det er dén tanke der har været grundlaget for blogindlægget her.
Min egen holdning
Jeg har det ambivalent med udviklingen. Og den ambivalens er kun vokset igennem de sidste par år i takt med, at jeg har set denne genre vokse eksplosivt på sociale medier.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at børnene, i hvert fald for nogle, er gået hen og blevet en forretning eller et markedsføringsredskab. En direkte eller indirekte betragtelig indtægtskilde i deres liv og det ville derfor gøre anseelig økonomisk skade at stoppe med at eksponere barnet/børnene på sociale medier.
Og spørgsmålet er om det leder til, at barnets grænser henover årene kontinuerligt bliver ufrivilligt overskredet for at tilgodese økonomien eller en influencers popularitet?
Jeg tror alle forældre som udgangspunkt vil deres børn det bedste. Men jeg tror også, at den sociale medie-mølle på sigt kan forblænde én på nogle væsentlige punkter og langsomt normalisere en dele-adfærd online der måske ikke er i barnets bedste interesse.
De nødvendige spørgsmål
Mit ærinde med blogindlægget her, er ikke at hænge specifikke personer ud. Jeg har ikke alle svarene, også netop fordi, som skrevet, at vi stadig er i det tidlige stadie af dette ‘eksperiment’, som det med rette kan beskrives.
Og jeg tror reelt, at nogle af de influencere der bruger børnene på denne måde på deres sociale medier er ubevidst om det og aldrig har stillet sig selv nogle af de spørgsmål jeg fremsætter i dette blogindlæg.
Jeg opfordrer ikke, til at angribe de mennesker der vælger at gøre det jeg beskriver, fordi det har aldrig båret noget godt med sig. Ej heller automatisk at antage det der moralsk slette personer.
Jeg mener heller ikke, at alle billeder og videoer af børn skal bandlyses fra sociale medier. Jeg ved blot, der er en grænse et sted og det er hvor den skal trækkes, jeg er blevet tiltagende optaget af.
Men ærinde er derfor at stille en række relevante – og efter min mening nødvendige – spørgsmål i takt med at denne tendens stiger og flere og flere ernærer sig helt eller delvist ved at dele morlivet, inklusive deres børn.
Vi bliver klogere når vi stiller spørgsmål og særligt når vi evner at svare på dem ærligt. Og med den udvikling vi ser nu, synes jeg mere end nogensinde, at vi har et fælles ansvar til nysgerrigt at stille os de rigtige spørgsmål om børns tilstedeværelse på sociale medier. Og svare på dem ærligt.