Lyset vælter ind ad vinduet og rammer mig hårdt i ansigtet. Jeg er igang med at spise brunch med min kæreste. En af hendes favoritaktiviteter.
Nabobordet består af en venindegruppe på intet mindre end 7, og de er imod enden af deres brunch-samtale.
5 af dem forlader bordet for at afregne (herefter forestiller jeg mig, at der foregår den sædvanlige sirlige afregningsproces, som kun venindegrupper kan sætte igang, hvor samtlige ører tælles nøje efter og alle skal give et fuldstændig præcist ligeligt fordelt beløb, som op imod flere har regnet efter er korrekt).
Her betror den ene tilbageværende kvinde sig til sin sidemand (kvinde):
“Ej, prøv lige at se engang. Se hvor meget min mave buler ud. Og jeg har ikke engang spist særlig meget.”
Veninden kigger overbærende på hende og siger: “Ja, det kan jeg godt se.”
De småsnakker lidt videre om maven.
Veninderne kommer tilbage – en af dem fanger deres samtale og på vej ud siger hun: “Du skal nok gå til lægen. Der er jo mange, der ikke kan tåle gluten. Det kan godt være de ikke kan se det på tests, men der er jo stadig mange, der ikke kan tåle det”.
Jeg kunne ikke lade være med at kaste et blik på hendes mave, da hun rejste sig.
Jeg ved ikke, om hun anstrengte sig for at suge den ind, men det lignede en ganske normal mave, som lige havde spist 7 forskellige brunch-retter. Det havde de alle sammen. Portionerne var ganske vist sparsomme, men den samlede mængde var nok til at gøre mig mæt i mange timer efterfølgende.
Det store fokus på den oppustede mave
Ovenstående scenarie er ikke ualmindeligt (og min gengivelse skal ikke forstås som jeg ser ned på dem). Utroligt mange rapporterer om, at de føler sig oppustet eller ‘bloated’. Noget der tilsyneladende især rammer kvinder, hvis man kigger på, hvem der spørger og søger råd for, hvad man kan gøre ved det.
Oppustethed og bloat er eskaleret i sådan et omfang, at det ser ud til at have ramt epedemiske højder. En regulær folkesygdom.
Men jeg har en anelse. En kontroversiel anelse, måske. Men jeg vil alligevel lufte den her.
For dette fokus på oppusthed – og rapporterne herom – er kommet sideløbende med, at talrige diæter og sundhedsguruer har sat fokus på lige netop dét, når de snakker om de fantasktiske goder ved lige præcis det madkoncept, de sælger.
De beskriver altid deres tidligere jeg, før det fantastiske madkoncept blev introduceret, som oppustet. Og gerne sammen med andre symptomer såsom træthed, døsighed, cravings efter mad, manglende overskud, ustabil energi og koncentrationsbesvær.
Og aldrig før har der været så stort et fokus på gluten som den ultimative synder, der har skylden for alverdens dårligdomme. Især bloat og oppustet mave.
Derudover har vi også et stot fokus på en flad mave. Det er blevet meget vigtigt for mange at have en flad mave – og man bliver eksponeret for flotte, flade maver på sociale medier hele dagen lang.
Led længe nok og du finder det du leder efter
Jeg har en teori om – og det står naturligvis helt for min egen regning – at grundet dette store fokus på den flade mave, de nævnte symptomer og en forklaringsmodel, der altid handler om kosten, er der sket to ting:
1) Rigtig mange mennesker går rundt og forventer at blive oppustet af den mad de spiser. Særligt brød.
Den forventning kan rent faktisk betyde, at man vil opleve en oppusthed – og kan opleve den oppusthed meget negativt. Alene ud fra forventningen om det. Det hedder nocebo-effekten og er det præcis omvendte af placebo. Nocebo-effekten er, når man har en negativ forventning til et givent fænomen, hvilket resulterer i, at man oplever en mere negativ effekt end man ellers ville.
Forventninger skaber symptomer. Dette er et veletableret psykologisk faktum.
For det er ikke sådan, at madindustrien pludselig er gået sammen om en stor konspiration og ændret deres ingredienser til at være mave-ødelæggende.
Til gengæld er antallet af folk, der oplever oppustet mave eksploderet igennm de sidste år og har skabt et kæmpe marked for utallige produkter, som skal modvirke det. For ikke at snakke om hele det glutenfri marked, som nu er en milliardindustri.
Det er påfaldende, når man tænker på, at disse rapporter om oppustet maver var relativt fraværende før det store fokus på det (og gluten) satte ind.
2) Rigtig mange menensker forveksler en ganske almindelig, normal og forventelig bule på maven efter man har spist mad – det kunne fx være en 7-retters brunchmenu – som en negativ oppustethed.
Det sker, fordi vi har gjort det forkert at have en mave, der buler ud. Men faktum er, om man vil det eller ej, at vores maver buler ud, når vi har spist noget mad.
Det er helt normalt og der er intet galt med det. Det er også normalt at føle, at man har noget luft i maven, det trykker lidt eller lignende, når man har spist.
Her er også en anden sandhed; ingen render rundt med en flad mave hele tiden. Alle har en mave, der buler ud, når de slapper af i bugen, efter de har spist eller lignende. Det er fuldkommen normalt. Vi har blot gjort det unormalt ved at forevige lidt for mange maver, der bliver suget ind på Instagram.
Husk på, at vi (generelt set) viser vores bedste sider og bedste dag på sociale medier. Det er ikke repræsentativt for hverdagen.
En mave, der naturligt buler ud ved vejrtrækning, afslapning eller efter mad er næsten blevet et tabu.
Vi er som følge af det blevet hyperopmærksomme på den fordømte mave. Kombinerer man det med alternative sundhedsguruer, der konstant italesætter helt normale udsvingninger i en hverdag som atypsik og farlige symptomer, så har man opskriften på en nyopstået folkesygdom: den oppustede mave.
En normal mave buler ud
Jeg vil opfordre dig til at tænke over, hvis du føler din mave buler ud og det ikke er rart, om det ikke er helt forventeligt?
Har du lige spist mad? Så kan du med rette forvente, at din mave buler ud. Og du kan derfor også være helt rolig. Ingen fare på færde.
Lad være med at lytte til de alternative sundhedsguruer, der konstant italesætter normale ting ved din krop som noget dårligt og på den baggrund forsøger at sælge dig kostkoncepter, kosttilskud eller e-bøger.
Jeg ved, at jeg skriver dette med overhængende fare for at få en masse vrede mails og beskeder fra folk, der oplever det, jeg omtaler.
Til det vil jeg sige: jeg ved godt, at nogle har helt reelle problemer med maven. Jeg afviser på ingen måde, at nogle kan opleve fx voldsom oppustethed og ubehag. Jeg har set folk have det, og det ser ikke rart ud. Jeg ved også, at der kan være stor skam og pinlighed forbundet med det. Jeg siger derfor på ingen måde, at alle maveproblemer er indbildte. Og kvinden jeg omtaler fra brunchen kan have reelle problemer – det ved jeg jo af gode grunde ikke.
Det eneste jeg påstår er, at det er højst usandsynligt, at der skulle være så mange, der har problemet, som vi ser for tiden.
Se på billedet herover, og tænk på det sådan, at der er en andel af mennesker som har reelle problemer – den lille cirkel – og ud over det en stor kreds af mennesker, som med al sandsynlighed overfortolker symptomer eller er oplever en nocebo-effekt.
Så næste gang din mave buler ud, så hav i tankerne, at det er en en chance for, at det er en fuldstændig normal reaktion.
Jeg tror du har helt ret!
Og så tror jeg også at mange slet ikke er klar over at det er normalt at have luft i maven (og at det skal ud)…og måske oplever ubehag ved at holde prutterne inde.
Dog tror jeg det er reelt nok nogle gange – jeg får fx selv følelsen af at have slugt en badebold når jeg har pms…men det må nok tilskrives noget hormonelt.
Jeg er en af dem, som kan blive voldsomt oppustet efter et måltid. I så stor grad, at min mave bliver stenhård, og jeg ligner en, der er gravid i 6. måned. Hvor det føles, som om der ikke er plads til min mave, og hvor det nogle gange er ledsaget af frygtelige smerter. Hvor min omgangskreds bliver overrasket over, hvor stor min mave bliver efter et måltid. Jeg bliver det ikke hver gang, men der sker flere gange ugentligt. Jeg sætter mig ikke foran et måltid med forventningen om, at min mave bliver umulig bagefter. For jeg kan godt skelne mellem almindelig oppustethed og den helt slemme. Jeg forsager ikke gluten, for jeg ved, at jeg godt kan tåle det. Jeg har aldrig haft en helt flad mave og spejler mig absolut ikke i billeder postet på nettet af flade, veltrimmede maver, for sådan ser jeg bare ikke ud.
Hvad jeg til gengæld ved er, at det i flere år har været et tabu for mig at være åben om, at jeg ofte ikke kan spise 3 retter mad uden at blive oppustet og få smerter og i voldsomme tilfælde knækker sammen i kramper og må akut på toilettet, hvor jeg så kan sidde og svede koldsved og høre mine tarme larme, inden de eksploderer i en voldsom diarré. Det er svært at håndtere, når man er ude. Og derfor er det en lettelse at kunne skrive og tale med mennesker, som oplever det samme som mig. Det er på den måde, at jeg har hørt om low fodmap, pebermynte- te og pastiller og mange andre tips og tricks, som har gjort min hverdag lettere. Det er også pga. dem, at jeg nu lettere kan overskue at skulle ud og være social omkring en middag. Har man ikke prøvet at rulle sig i smerter eller kun kunne have bukser med elastik i taljen på, så kan man ikke sætte sig ind i, hvor ubehageligt og begrænsende det er. Fællesnævneren for mange af os er, at vores problemer er opstået efter heftige eller gentagne antibiotikakure. At det forværres i perioder med stress. At nogle er så hårdt ramt, at de ikke kan passe skole eller arbejde.
Hvad jeg også ved er, at low fodmap har været en god rettesnor for mig, fordi jeg har kunnet identificere visse madvarer, hvor jeg ved, at de giver mig problemer HVER gang. Og hvor jeg derfor har det bedst med at lade være med at spise dem. Det interessante ved low fodmap er, at der rent faktisk bliver givet en forklaring på, hvad det er, man (ofte) reagerer på, og at der løbende udvikles på konceptet på Monash University i Australien. Det er ikke bare en alternativ sundhedsguru, som lovpriser en bestemt måde at spise på – og i øvrigt anbefales det heller ikke, at man permanent spiser efter principperne.
Og ja… Selvfølgelig findes der dem, som har (sygeligt?) fokus på en flad mave. Som ikke kan se, at der er pillet ved billederne, eller at maven bliver suget ind. Som ikke kan eller vil acceptere, at det er naturligt, at maven buler lidt efter et måltid – og meget efter en mega brunch. Som tror, at gluten er roden til alt ondt. Og så findes der os andre. Som ikke har brug for at få at vide, at vores tilstand er helt normal og forventelig, for det er den altså ikke. Men som har brug for, at vi kan tale åbent om vores udfordringer, så vi ikke risikerer at isolere os alene pga. frygten for manglende forståelse og for at få et anfald ude blandt andre.
Hej Mette
Det lader til at du er blevet provokeret, fordi du selv er ramt af reelle problemer. Jeg vil opfordre til lige at træde et skridt tilbage og se på hvad jeg skriver.
Jeg skriver ikke at “Som ikke har brug for at få at vide, at vores tilstand er helt normal og forventelig,”. Jeg skriver jo netop, at der er nogle der har helt reelle problemer. Du er så en af dem. Derfor forstår jeg slet ikke, at du tager blogindlægget som det er henvendt til dig? For det er det jo med al tydelighed ikke.
Og ja, naturligvis skal du kunne tale åbent om det. Men faktisk vil jeg argumentere for, at det store fokus på oppustethed og at så mange rapporterer om det, er det uheldigvis med til at gøre det mindre seriøst i forhold til dem der reelt kæmper med det.
Jeg har rettet mig indlæg til, for at gøre det endnu mere tydeligt, at jeg ikke snakker til dem som har reelle problemer og ej heller forsøger at sige at alle maveproblemer er indbildte.
Som ung havde jeg næste konstant luft i maven (mere end normalt!) og var pp toilet mindst 5 gange om dagen for at gøre stort.
Jeg fandt for 6-7 år siden ud af at jeg er laktoseintolerent. Da jeg begyndte at holde mig fra laktose, så har min mave fået det meget bedre. Jeg får diarré hvis jeg spiser noget med laktose nu. Jeg tror at mange har det sådan også bare uden at vide det.
Mellem 5-10% af befolkningen er laktoseintolerant. Så ja, nogle har det utvivlsomt sådan.
Hej Morten
Jeg kan kun give dig ret, i det du skriver.
Det er blevet en folkesygdom, som desværre sætter et dårligt lys på det, der er et stort problem for en lille gruppe mennesker som kæmper og lider hver eneste dag.