Ja – du læste rigtigt: Chiafrø og gojibær kan rende mig!
Men der er en dybere mening bag overskriften på dette blogindlæg.
Det starter med en historie om bananer.
Da folket gik bananas
Omkring 1917 begynder ‘United Fruit Company’ (en stor levnedsmiddelvirksomhed der beskæftigede sig med tropiske frugter – især bananer) at reklamere heftigt for bananer, da de havde øget deres kapacitet både i forhold til gro bananer, men også importere dem.
De udnyttede forskellige positive udtalelser fra læger og diætister til at brande bananer som en mirakel-frugt.
Det tog fart i 1924 da en læge ved navn Sidney V. Haas afprøvede bananer som et del af et forsøg på at kurere børn med cøliaki.
I starten af 1900-tallet var det stadig et stort mysterium hvad der forårsagede cøliaki og det var endnu på ingen måde synonym med glutenintolerance (cøliaki betyder “vedrører bughulen”). Cøliaki er ikke til at spøge med – man bliver meget syg hvis man spiser glutenholdige produkter.
Haas udviklede en diæt til cøliakiramte børn med bananer som omdrejningspunkt – og det virkede for børnene. I forsøget fik 8 ud af de 10 børn han afprøvede diæten på det markant bedre.
Haas havde dog ikke koblet cøliaki sammen gluten og lavede derfor i stedet en teori om, at bananer indeholdt et særligt enzym som var i stand til at ‘hydrolisere’ stivelse og ‘konvertere rørsukker til invertsukker’. Og det var denne egenskab han mente forhindrede cøliaki i at blive symptomatisk.
Dr. George Harrop afprøvede en simplificeret version af Haas’ diæt på diabetikere. Der skete intet med deres diabetes, men han konkluderede til gengæld, at de tabte sig en del. Han publicerede resultaterne i 1934.
Og så gik det ellers stærkt!
United Fruits company udnyttede Haas’ resultater med cøliaki i deres reklamekampagner for bananer og koblede flere sundhedsanprisninger på.
Folket gik amok; husmødre søgte rundt alle steder efter bananer, som kunne alt fra at kurere alskens sygdomme og give vægttab.
Bananer blev så populære, at de til sidst blev en mangelvare; de var blevet verdenens første ‘superfood’!
Uheldigvis for United Fruits company beviste en hollandsk forsker, at bananer ikke spillede nogen rolle i forhold til cøliaki, men at fraværet af gluten gjorde. Haas diæt virkede ikke fordi den primært bestod af bananer, men fordi den ved et rent tilfælde udelukkede gluten (dette benægtede Haas dog bittert til sin død).
Her døde hypen omkring bananer ud og langsomt stoppede de med at have status som alt-helbredende superfood.*
Lyder alt dette bekendt? En given fødevare bliver ophøjet til at have særligt sunde og helbredende egenskaber og salget af det eksploderer.
Blåbær – kongen af superfoods
Måske husker du da blåbær blev udråbt som superfood-konge?
Her blev videreformidlet forskning omkring antioxidanter og blåbær på en groft overdrevet måde, så det virkede som de næsten kunne forhindre kræft.
Derudover fik de, naturligvis fristes man til at sige, også tilskrevet slankende egenskaber.
Når først det slankende element kommer ind i billedet ved man, at man har en sikker vinder.
Chris McDonald roste dem til skyerne (se fx denne artikel), damebladende skrev om de slankende blåbær, som kunne hæmme både stress og inflammation (bemærk at disse intetsigende udtryk ofte bruges om superfoods) og aviserne om de kræft-bekæmpende superbær.
Hypen var fuldendt og blåbær var næsten ikke til at opdrive i supermarkederne.
Det kom så lige så stille frem, da forskerne rent faktisk fik mulighed for at udtale sig og ikke blot blev overfortolket groft, at der måske ikke helt var så meget at komme efter alligevel.
Vi lærer ikke af fortiden
Acai-bær, gojibær, chiafrø, blåbær, spirulina – og jeg kunne blive ved.
Når hypen omkring en gammel superfood dør ud, går jagten ind på at skabe den næste. For tiden er chiafrø udråbt som konge.
Vi lærer tilsyneladende ikke af fortiden og tilskriver stadig forskellige fødevarer helt særlige evner som de ikke har.
Der er ikke noget særligt sundt over hverken chiafrø eller gojibær i sig selv.
Det er båret af ren (og lukrativ) markedsføring.
Chiafrø og gojibær kan rende mig!
Og her kommer forklaringen så på den bombastiske overskrift på dette blogindlæg.
Det stammer fra en irritation over hvad såkaldte superfoods som chiafrø og gojibær repræsenterer: ideen om at bestemte madvarer kan have særlige evner. Den ide – og markedsføringen der skaber denne ide – kan rende mig.
Den skaber forvirring og får folk til at bruge deres penge (og lad os ikke glemme at disse ting ofte er prissat abnormt højt) på ting som de tror kan noget, som det ikke kan.
Der er naturligvis intet i vejen for at spise de ting. Det er ikke forbudt og jeg ser ikke ned på nogen der gør det. Jeg synes gojibær smager ganske fint og chiafrø fungerer udmærket i fx bagværk.
Men jeg håber man spiser dem fordi man synes det smager godt, og ikke fordi man tror, at det er en særligt sund fødevare med specielle egenskaber. For det er det ikke.
Så chiafrø og gojibær kan rende mig.
* Historien om bananernes vej til at blive superfoods er lånt fra den glimrende bog: ‘The Gluten Lie‘.
Tak for dit indlæg!
Det er så forvirrende med alle de madvarer som bliver markedsføre som sunde og helsekost.
Men bidrager chiafrø på nogle måde postivt til kosten? Jeg tilsætter dem i min havregryn, da jeg faktis troede at de indeholdete gode vitaminer og var rigt på protein, på dage hvor jeg ved jeg træner meget. Men passer dette ikke?
Tak 🙂 Jo, chiafrø kan sagtens være en del af en sund kost og bidrage til det. Ligesom alle andre fødevarer. Det er bare ikke noget særligt, som det bliver gjort til 🙂
Gælder det samme for ingefær,som folk også er gået fuldstændig amok i. Der er snart ikke den ting det ikke kan kurere 🙂