Hvorfor jeg aldrig siger “jeg har travlt” mere

Uldagtige skyer driver utålmodigt hen over den blå himmel mens færgen lægger til.

Bovporten åbner sig i et langtstrakt gab. Biler og mennesker tøffer roligt ud. Vi er ankommet til Marstal på Ærø; Min barndomsby.

Vi er her fordi min farmor skal begraves.

Min farfar går os i møde. Han rækker mig sin krogede hånd og siger: “Det var godt du kunne komme, jeg ved du har travlt”.

Lige dér sank mit hjerte og jeg følte mig som det mest afskyelige menneske i verden.

Der var en grund til, at han sagde lige netop det. I omkring et år var mit svar hver eneste gang folk spurgte om hvordan det gik, det samme: “Jeg har rigtig travlt – der er meget at se til”.

Til sidst blev det bare et slags automatisk svar jeg slyngede ud, før jeg overhovedet havde nået at tænke mig om.

Men det var selvforstærkende. Jo mere jeg fortalte folk, at jeg havde travlt, jo mere travl følte jeg mig også (og stresset).

Da min mor ringede og fortalte om hvornår min farmors begravelse skulle afholdes (som var på Ærø og derfor betød nogle rejsedage), var min første respons, at jeg havde virkelig travlt og jeg måtte se om jeg kunne få det til at gå op.

Min farmor var lige død – hende som en solbeskinnet sommerdag tog mig med ud i hendes lille baghave og lærte mig at kaste og gribe en bold som barn. En urokkelig bestanddel af mine barndomsminder fra min fødeø.

Og så var dét mit svar..

Jeg ved ikke hvorfor jeg sagde det – for selvfølgelig kunne jeg det.

For vi har alle sammen travlt. Med et eller andet.

Det kan være med arbejde, familie, hobby, praktiske pligter osv. Der er altid noget vi kan have ‘travlt’ med.

Det der sker, når man hele tiden gentager den sætning, er at man skaber et narrativ omkring sig selv; Man er den ‘travle’ person.

Og der er prestige i at være travl i vores samfund.

Kalenderen skal helst være booket helt op og vi bærer med stolthed søvnmangel som en militærrang.

Men at sige man er ‘travl’ er et dovent svar. Det er et automatsvar der fritager én for at forklare sig nærmere og samtidig skal give andre et indtryk af, at man er en vigtig person.

Travlhed er blevet en dårlig undskyldning vi bruger til at retfærdiggøre stort og småt. En selvforstærkende fortælling vi kan gemme os bag og undgå at tage stilling til vores liv.

Da min farfar sagde de ord til mig, gik det op for mig, hvor intetsigende en sætning: “jeg har travlt” er. Og hvordan den fortælling man skaber, kan lede andre personer til at tro, at man er mere vigtig end man er.

Min farfar troede, at jeg var så ‘vigtig’ at jeg måske ikke ville komme til min egen farmors begravelse og stod og næsten takkede mig for at tage mig tid til det.

Derfor siger jeg aldrig mere, at jeg har travlt, når nogen spørger mig om hvordan det går.