29 sep Jeg tror ikke på mad

“Er du egentlig vegetar?”

Jeg får ofte spørgsmål omkring mine spisevaner på min Instagramkonto. Jeg vender tilbage til svaret senere i blogpostet.

Jeg forstår godt hvorfor folk spørger.

Mennesker elsker labels; altså korte og kategoriske beskrivelser.

Labels giver automatisk en masse information på forhånd, uden du nødvendigvis behøver at kende personen.

Hvis jeg fx siger: “Han er punker” om én som du aldrig har mødt, vil du automatisk tillægge personen en lang række karaktertræk, som vi forbinder med punkere.

Det kan være alt fra frisure, tøjvalg, musiksmag og til politisk orientering.

Alene ud fra et label får vi en grundforståelse og vi kan bedre placere personen i vores verdensbillede- og forståelse.

Labels kan altså give en enorm helstøbt ide om et menneske, før man overhovedet har mødt vedkommende.

Det har nogle positive sider, i forhold til organisering af information. Vi bliver hele tiden udsat for enorme mængder information vi skal forholde os til og det giver kun mening, at have en form for system der letter det arbejde.

Fordelen er også ulempen

Men fordelen udgør samtidig også ulempen; at man netop får en ret helstøbt ide om en person på forhånd.

Man kan hurtigt komme til at antage en masse forkerte ting og danne sig et indtryk der betyder, at man behandler personen på en bestemt måde, selvom det måske slet ikke er berettiget.

Men det er ikke kun andre vi giver labels – vi giver i høj grad også os selv dem.

For med labels får man også et stykke identitet; Man får en plads i verdenen, et fælles formål, fælles dogmer og en gruppe af mennesker, som man har et automatisk fællesskab med. Ligesom religion, hvorfor jeg også også kalder disse mad-labels for madreligioner.

Gennem de sidste 10 år er forskellige labels indenfor mad eksploderet og der kommer hele tiden nye til.

LCHF, Atkins, Palæo, veganer, vegetar, flexitar, HCLF, low carb – du er helt sikkert allerede bekendt med en lang række labels når det kommer til mad.

Med andre ord: måden vi spiser på, er blevet en stor del af vores identitet.

De rigide mad-labels

Når jeg bliver spurgt om hvordan jeg spiser, fx om jeg er vegetar, er det et naturligt ønske om at placere mig i (sundheds)verdenen. Man følger med og vil gerne vide, hvad jeg er for en og ønsker at sætte et mad-label på mig.

Jeg forstår som sagt godt behovet.

Mad-labels giver faste rammer og en infleksibilitet som jeg personligt ikke kan forene mig med.

Alt for mange kæmper med dårlig samvittighed som følge af brud med de regler en bestemt madreligion foreskriver.

Jo strammere regler, og jo mere madreligionen er bundet op på ens identitet, jo større vil skammen og skyldfølelsen være, hvis det bliver brudt. Og jo strammere regler, jo større sandsynlighed er der for at bryde dem.

Livet er fleksibelt og uforudsigeligt – og derfor er det også bemærkelsesværdigt at vi ofte forsøger at presse regler ned over det og straffer os selv, hvis vi ikke følger dem.

Jeg tror ikke på mad

Mit svar til spørgsmålet i starten af dette blogpost er, jeg som udgangspunkt ikke spiser kød når jeg selv laver mad. Og så er jeg jo vegetar? Nej, det er jeg ikke, for de rammer passer ikke på mig, da jeg fx sagtens kan spise kød, hvis jeg nu er i en situation, hvor det er det mad der er. Og så er ‘reglerne’ jo brudt.

Alle de andre labels-afarter af vegetar passer heller ikke på mig, da jeg hele tiden ville bryde reglerne, alt efter dag og humør.

Jeg er uden madreligion, for jeg ønsker ikke at mad skal definere min person, identitet eller humør.

Dét har jeg manglet et begreb til at beskrive; at man ikke er underlagt regler og rammer i forhold til mad.

Jeg diskuterede tanken med en ven og han sagde: “Det behøver du ikke, du kan vel bare spise mad uden at sætte et begreb på det?”.

Han har jo ret. Det er sådan det burde være.

Men jeg får ofte spørgsmålet, både off- og online og hver gang må jeg svare lidt vævende i et forsøg på at forklare min tilgang.

Med fare for at det arrogante i at opfinde et begreb for at tilfredsstille min egen idiosynkrasi, så er det altså netop det jeg har gjort. Bær over med mig.

Jeg er madateist

Jeg har derfor fundet på begrebet: madateisme. Det defineres således:

Madateisme substantiv, fælleskøn
Bøjning -n

Betydninger

fraværet af en tro på nogen madreligion

At være madateist betyder ganske simpelt, at man fraskriver sig enhver tro på en ‘rigtig’ kost og de regler der hører med.

Det er en grundlæggende fleksibel og fri tilgang til mad, hvor man ikke er bundet af dogmer.

Reglen er, at der ingen regler er om mad.

Et begreb om, at man netop spiser mad uden at sætte begreber på det (hvor ironisk det end der).

Ens madvaner kan variere vidt og bredt alt efter humør og hverdag.

Og den måske største bonus ved at være madateist: uden regler er der intet at bryde og derfor heller ingen skam eller skyldfølelser forbundet med indtag af mad.

Det betyder ikke, at man ikke kan have nogle vaner man forsøger at holde i forhold til kosten. Jeg forsøger fx at få grøntsager til 3 ud af mine 4 daglige måltider, men Nogle dage spiser jeg dog slet ikke 4 måltider og nogle gange er det bare ikke muligt at få grøntsager. Men det betyder intet – for der er ingen regler.

Afvigelse er forventeligt og faktisk helt velkommen.

Det at leve uden madregler kan være rigtig svært, men befriende.

Det er dét madatisme går ud på.

Du er naturligvis velkommen til at bruge det, hvis du, ligesom jeg, også har savnet lige præcis sådan et ord.