08 aug Kære veganere; I har et kommunikationsproblem

Denne blogpost har jeg ville skrive længe, men jeg har aftalt med mig selv, at jeg ikke ville skrive den i vrede efter en internetdiskussion med veganere eller efter at være stødt på skingre facebookopdateringer fra veganere.

Man skriver enormt produktivt på vrede, men ikke særligt konstruktivt.

Og lad mig gøre det klart fra start: min intention med dette blogpost er ikke at tale ned til veganere, men komme med et konstruktivt indspark til den måde hvorpå veganisme kommunikeres af en højtråbende kerne i veganermiljøet.

Lad os starte med at slå det åbenlyse fast: veganere ønsker, meget ofte, at andre også skal blive veganere, idet de enten ser det som den mest etiske eller sunde måde at leve på. Det er i hvert fald særligt dem der har det sådan, som man oftest ser deltage i diverse debatter – og det er også dem jeg skriver dette blogindlæg til og om.

Det ser jeg som udgangspunkt intet i vejen med. Vi har alle sammen nogle holdninger som vi ønsker at andre mennesker også skal have, fordi vi mener det er for det bedste. Det er ikke kun forbeholdt veganere.

Det hvor det går galt, er måden hvorpå dette bliver kommunikeret.

Jeg har igennem længere tid interesseret mig for hvordan veganisme bliver kommunikeret af veganere og hvilken retorik og argumentation der anvendes for at opnå målet (at få andre til at få øjnene op for den veganske livsstil). Det har jeg gjort ved selv at deltage en del i forskellige debatter og kigge med i forskellige veganske facebookgrupper.

En hurtig note: Jeg ved udmærket at ikke alle veganere er som de eksempler jeg vil diskutere i dette blogindlæg. 

Herunder vil jeg gennemgå de strategier og den retorik som jeg mener udgør et problem for opfattelsen af veganere samt udbredelsen af veganisme. Ønsker du en hurtig opsummering, finder du det i bunden af indlægget.

Udskamning vinder ikke folk over; den misforståede aktivisme.

Vi tager den værste først.

En af de mest udbredte – og paradoksalt nok mest ineffektive – strategier som mange veganere benytter sig af, er udskamning. Specifikt kommer det til udtryk i diskussioner hvor veganere udskammer folk for deres ikke-veganske madvaner. Nogle gange meget direkte med knap så pæne ord og andre gange mere indirekte.

Ofte er det links til voldsomme videoer af dyremishandling eller dyr der bliver slagtet på bestialsk vis. Disse kastes i hovedet på folk i diskussioner, gerne opfulgt af kommentarer om “man har det fedt med at støtte den slags” – eller lignende. Andre gange er det bare en masse stikpiller omkring ens uetiske levevis med tilhørende bombastisk sprog om man fx er med til at voldtage køer ved at drikke mælk.

Dyr der lider med meget grafiske billeder og en lind strøm af ord som voldtægt og mord. Stærke sager – det må da få folk til at indse ‘sandheden’, ikke?

Sandheden er, at det ikke virker. Ikke som første led.

Hvorfor ikke?

Fordi udskamning er en meget ineffektiv måde at rykke folks holdninger på. Ovennævnte eksempler resulterer i tre ting:

Folk går i forsvarspositon

Hvem har lyst til at føle sig som en dumt røvhul? De færreste. Og angribes man meget direkte med beskeden om at man er et forfærdeligt menneske for at spise på en bestemt måde er udfaldet 9/10 gange at man reagerer ved at blive vred. Eller barnlig (fx med infatile jokes om hvor meget man elsker bacon).

Folk får styrket deres opfattelse af veganere som værende ekstreme

Når man angribes på denne måde med en meget skinger retorik og voldsomme videoer, så vil man uværgeligt opfatte den angribende part som værende ekstrem (uagtet om modparten har ret eller ej). Og det er også den gængse opfattelse af veganisme (af denne årsag).

Jeg diskuterede engang vegetarisme kontra veganisme med en veninde og hendes første respons da det blev bragt op var: “veganisme er bare så ekstremt”. Men selve den veganske livsstil er ikke ekstrem. Det er ikke ekstremt at stoppe med at spise kød, mælk og æg.

Der findes utallige andre madvarer man kan spise i stedet – og det har ingen negativ indflydelse på ens sundhed (med mindre man ikke sørger for at få dækket sit behov for b12).

Folk dropper gladeligt – og frivilligt – at spise gluten, uden at det opfattes som ekstremt, selvom det er enormt begrænsende for ens madudvalg.

Opfattelsen af veganisme som noget ekstremt kommer derfor både fra hvordan veganere agerer, samt at vi har en madkultur hvor kød, mælk og æg er så fast del af vores spisekulture, at det virker ekstremt at droppe dem (og her må jeg igen understrege ironien i, at så mange frivilligt dropper at spise alle mulige ting på meget tvivlsomt grundlag, uden at det opfattes som ekstremt).

Man vil ikke associeres med veganere

Det der også sker, når denne opfattelse af ekstremisme styrkes er, at man ikke har lyst til at associeres med veganere. Selvom jeg spiste 100% vegansk ville jeg ikke have lyst til at omtale mig selv som veganer, alene ud fra de konnotationer der følger med. Og jeg ved mange andre også har det sådan.

Med det label vil mange automatisk tro, at mine holdninger til ikke-veganere er det samme som det der udtrykkes af de mest højtråbende veganere.

Det virker ikke

Jeg forstår udmærket godt trangen til at ville vise at dyr lider som følge af vores madvalg. For jeg kan sagtens sætte mig ind i den brændende uretfærdighed som mange veganere oprigtigt føler, som følge af så mange mennesker er indifferent i forhold til hvor deres madvarer stammer fra.

Det eneste problem er, at disse videoer og denne retorik er en dårlig indgangsvinkel.

Udskamning virker ikke.

Mennesker har det med at lytte til andre mennesker de godt kan lide (det er der kommet en kæmpe industri ud af faktisk – influencer-marketing) og fortæller man folk med mindre diplomatiske vendinger, at de er dårlige mennesker for deres madvalg, er der overvejende sandsynlighed for, at de ikke kan li’ dig. De lukker af. Før du overhovedet har fremført din pointe.

Og når andre ser hvordan denne udskamning foregår vil de heller ikke kunne lide jer. Faktisk er det sandsynligt, at de ligefrem kan begynde at opbygge et had. Det er en af årsagerne til at folk kan have så stærke reaktioner, når de blot at høre ordet ‘veganer’ og straks går i selvsving med provokationer om pølse og bacon.

Da blogger, Mette Lyngholm, lavede et sponsoreret blogindlæg om mælk, blev der gjort opmærksom på det i en vegansk gruppe – og mens administratorerne så gladeligt til, blev hun angrebet på det groveste i kommentarfeltet og gennem personlige beskeder.

Hun blev kaldt for – og jeg citerer:: Løgner, Arla luder, prostitueret, dårlig mor og et forfærdeligt forbillede (kig selv i kommentarfeltet).

Jeg har intet problem med, at nogen synes Mettes samarbejde er uetisk; men så må man begrunde hvorfor på saglig vis og med holdbare argumenter, fremfor rendyrket og ondsindet tilsvining.

Det er lige netop sager som denne, som desværre er langt fra atypisk, som gør folk har en forudindtaget holdning til veganere som værende ekstreme.

Det bidrager ikke til noget. Altså lige udover at folk synes veganere er skingrende sindssyge og usympatiske mennesker.

Så hvis dét er formålet – så blev endelig ved.

Udskamning for ikke at være 100% veganer er kontraproduktivt

En andet aspekt af udskamningen, som jeg også ser i veganer-miljøet er den manglende opbakning og velvilje mod folk der tager skridt imod en plantebaseret kost. I mange fora kan du finde tråde hvor veganere hacalerer over hvor dårlige mennesker vegetarer er, for ikke at tage hele skridtet.

Du vil også se folk erklære at de nu forsøger sig med en kødfri dag eller lignende, hvorefter en veganer bryder en med en brysk besked om at det ikke er nok og den eneste rigtige løsning er at blive 100% veganer.

Med andre ord: skridt i den rigtige retning har ingen opbakning.

En god og frugtbar strategi fra veganere ville være at støtte op om alle skridt i den rigtige retning – uanset hvor små.

Hvorfor?

Fordi at tage små skridt kan gøre det større skridt mindre farlige. Det kan virke meget intimiderende at skulle lave en så stor vaneændring (mere om dette senere) og at tage det i små skridt, kan afhjælpe den frygt.

Udskammer man folk der allerede har taget et lille skridt, for ikke at gå hele vejen er derfor kontraproduktivt. Det kan skræmme vedkommende fra at have lyst til at gå videre af årsagerne nævnt herover (forsvarsposition, opfattelse af ekstremisme og større kløft) og give en stærk ulyst til at slutte sig til en gruppe af mennesker der opfører sig sådan.

Hvis en personlig træner gerne ville have sin inaktive klient til at løbe, så ville det være en ualmindeligt dårlig strategi at fortælle ham/hende hvor nederen vedkommende er fordi hun er begyndt at gå ture, men ikke løber.

Det giver ingen motivation til at fortsætte.

Hvorfor skulle man?

Og har man overhovedet lyst til at være sammen med mennesker der behandler én sådan?

Endvidere så – og det er muligvis et svært faktum at sluge for mange veganere – så batter det mere i sidste ende, at 100 mennesker skærer markant ned på deres forbrug af kød og mælk, end at 2 mennesker bliver fuldblodsveganere og de 98 andre begynder at udvikle et indædt had mod veganisme og spiser rød bøf i protest.

Støt op om alle skridt – hvor små de end er.

Kraftige reaktioner

Udskamningen og agressiv vegansk retorik er således en del af grunden til at man ser ikke-veganere reagere så kraftigt hvis bare ordet ‘veganer’ bliver nævnt.

Jeg har set ikke så få online medier spille på det had der er opbygget til veganere, ved at inkludere ordet ‘vegan’ i overskrifter hvor det ellers har været totalt irrelevant. Alene fordi de har vidst det ville afføde en masse kommentarer og interaktion.

Det er barnlige reaktioner, men jeg forstår dem godt. Det er grundlæggende forsvarsmekanismer som træder i kraft efter veganere i årevis har haft en meget aggressiv og udskammende retorik omkring at spise anderledes en dem.

Det skaber en meget stort kløft mellem veganere og ikke-veganere som kun bliver dybere i takt med at budskaber kommunikeres mere skingert og med færre nuancer.

Ønsker veganere at udbrede veganisme, så vil jeg opfordre til at veganere internt begynder at slå ned på dette, når det sker. For denne kritik rykker for alvor først, når veganere begynder at påtale hinanden for at gøre dette. Det skal komme fra ligesindede, ellers har det ikke stor effekt.

Og her kan du måske indvende med hvorfor skriver jeg om veganere og ikke kødspiseres adfærd? Svaret er simpelt: Fordi jeg faktisk ønsker at fremme en mere plantebaseret kost, af etiske og miljømæssige årsager.

Men hvorfor bliver man ikke bare veganer? Det er jo så nemt. Det er næste punkt.

Det var nemt for mig – så må det også være nemt for andre

Jeg ser en del veganere have meget svært ved at forstå, at det ikke er så lige til for mange mennesker at blive veganere. Den manglende forståelse, når jeg spørger ind til det, lader til at bunde i at de tager udgangspunkt i sig selv.

Siden det var nemt for dem at lave en 180 grader vending, så er ræsonnementet at, det også burde være nemt for andre.

Det er næsten altid veganere som har skiftet til en vegansk livsstil meget hurtigt (en til to dage) som er af denne holdning.

Dette er naturligvis en logisk fejlslutning. Veganisme er, om veganere vil et eller ej, for mange mennesker, en ganske stor omvæltning i deres liv. Det er mange forskellige vaner der skal lægges om. Det er alt fra madindkøb, madlavning, familie, venner og sociale arrangementer der påvirkes af det valg.

Blot fordi noget har været nemt for én, betyder det ikke at det er tilsvarende nemt for andre.

Det svarer til hvis jeg taber mig 10 kg på kort tid og herefter proklamerer, at alle andre også nemt burde kunne tabe sig 10kg. Det gjorde jeg jo.

Det holder naturligvis ikke.

Jeg forstår dog godt hvorfor folk har det sådan – særligt hvis man mener at veganisme er det eneste rigtige valg. Så burde det jo være nemt.

Ja, når man er dig – og allerede har truffet valget og har en tårnhøj inter motivation.

Det er vigtigt at huske på at folk ikke er motiveret i samme grad. Sådan gælder det i alle livets aspekter.

Tag fx træning.

Nogle kommer afsted uden at blinke dagligt. Andre har ønsket, men skal kæmpe for at  slæbe sig afsted.

Det er derfor fejlagtigt at tro, at alle andre har præcis den samme interne motivation som en selv.

Forskellige grader af motivation betyder også, at der skal forskellige ting til for at mobilisere dette skift.

Og nej – det er ikke voldsomme videoer af dyr der lider.

For jeg støder også på den logiske fejlslutning at fordi en voldsom dyrevideo og ditto retorik fik én til at blive veganer, så må det jo være effektivt. Folk skal bare have den barske sandhed at vide!

For hver disse videor og retorik virker på, er der langt flere det ikke virker på og som lukker af.

Hvis dette virkelig var effektive redskaber til at få folk til at blive veganere, så havde vi set en langt større tilslutning langt tidligere. For den form for retorik har eksisteret meget tidligt i det veganske miljø. Den har aldrig for alvor virket og alligevel bliver det ved med at blive brugt som strategi.

Men Morten – der ER jo kommet flere veganere de sidste par år, så det må virke!? 

Nej, det øgede antal af veganere kan med al sandsynlighed tilskrives disse parametre:

• Der er kommet stort fokus på vores miljø – og hvilken rolle kød og mælkekonsum spiller der. Det har skabt mange nye veganere.
• Veganisme er blevet trendy i USA, hvor en række meget populære youtubere og celebrities skilter med de er veganere.
• Der er blevet produceret en hel del dokumentarer, som også bidraget til det. Cowspiracy kan særligt fremhæves her. Bemærk i øvrigt hvordan den havde et totalt fravær af groteske billeder af dyr der slagtes.

Der er markant forskel på dette skift for en studerende uden familie og så til moderen som har to kræsne børn der helst kun spiser rugbrød med spegepølse og ditto kræsen mand (som måske endda aktivt modarbejder valget).

Denne fejlslutning er skyld i, at begge sider ikke forstår hinanden – og kløften atter graves dybere.

Vegansk sundhed er den eneste sundhed

Det her et en af mine store kæpheste.

Det er dog bestemt ikke et unikt træk ved veganismen. Du finder den samme problematik i mange andre kostretninger; nemlig den absolutte tro på at lige præcis de madvalg som denne kostretning plæderer for, er den absolut bedste – og eneste – vej til sundhed.

Kostmæssig frelse, fristes jeg til at skrive – for tilgangen til debatterne er ofte præget af noget der minder om en stærkt religiøs tilgang.

Det er i bund og grund sært, at dette sker ved veganismen, for den behøver det ikke.

Den har allerede to enormt stærke argumenter kørende for sig; klima og etik. Veganisme er utvetydigt funderet på det etiske aspekt. Disse argumenter er svære at komme uden om (hvis man leverer dem på anden vis end drabelige dyrevideoer).

Alligevel er der er større gruppe af veganere som bliver ved og ved med at slå på at veganisme er vejen ud af alvorlige sygdomme og til den absolutte sundhed.

Faktisk, messes der, er veganisme så sundt – at alt der ikke hører ind i den, dvs alt af animalsk oprindelse er usundt. Så usundt, at det giver dig en masse sygdomme og slår dig ihjel.

Sådan argumenteres der desværre ivrigt, på trods af evidensen ikke er der. Mens der er evidens for at forarbejdet kød er kræftfremkaldende (specifikt en type af kræft, nemlig koloreaktal cancer), så er der også mange områder hvor den ikke eksisterer, eller ligefrem peger i den modsatte. Der er fx efterhånden solid  evidens for at syrnede mælkeprodukter er sundhedsfremmende – (German et al, 2009; Goldbohn et al, 2011; Kondo et al, 2013; Soedamah-Muthu et al, 2011; Soedamah-Muthu et al, 2010).) for nu bare at tage et eksempel.

Dette mismatch mellem evidensen på fødevareområdet og de argumenter der fremføres om veganismens sundhed, leder til, at en gruppe af veganere kun kigger på ting som kan støtte op om deres syn på sundhed, dvs. enkelte studier, bøger skrevet at veganske fortalere, artikler af veganske læger der sælger veganske kostplaner og diverse fødevarefilm med klar vegansk agenda.

Der kigges slet og ret kun på materiale der bekræfter troen. Der bliver set bort fra alt der modsiger dette og som regel gerne med beskyldninger om økonomiske motiver (mens der ses totalt bort fra de åbenlyse økonomiske interesser de veganske læger der sælger kostplaner, som de bruger som kilder) eller bare ondsindet planer om at skabe død og ødelæggelse.

De gange jeg har gået i debat i veganergrupper, når der har været bragt fejlagtige kilder eller påstande om sundhed op, er jeg først og fremmest blevet svinet til (det skal dog også nævnes der faktisk har været nogle som har været opsat på en reel og nysgerrig debat).

Jeg er blevet skudt alverdens ting i skoene om mine motiver og samtidig har jeg bevidnet hvordan nogle ombygger en imponerende blind vinkel overfor alt der viser noget andet end “veganisme er verdens sundeste kost og alle animalske produkter giver dig kræft og diabetes”.

Det er ligesom nogle veganere simpelthen ikke kan være veganere uden at alle aspekter af veganismen er ubetinget godt og alt andet er ubetinget dårligt.

Mennesker har svært ved at rumme flere sandheder på én gang.

Det forklarer hvorfor så mange veganere har svært ved at acceptere at veganisme kan være en sund levevis, men at der ikke er noget evidens for, at det ikke også er muligt at leve sundt på en kost der indeholder animalske produkter.

At man også kan leve sundt på en kost med animalske produkter, betyder ikke at hele grundlaget for veganismen bryder sammen – men sådan lader mange veganere alligevel til at tænke.

Argumenterne for veganisme fortsætter stadig med at være stærke på trods af dette faktum.

Så længe det gavner veganisme, så er det lige meget

I forlængelse af sidste punkt, når vi så til dette, som jeg også synes er særligt grelt.

Det er sådan, at mange veganere gerne vil acceptere at noget er forkert, manipulerende, ensidigt eller endog løgn – så længe det blot gavner veganismen.

Et godt eksempel er fødevarefilmen What The Health – en dokumentar som igennem en meget ensidig, bombastisk og manipulerende tilgang, forsøger at få alt det har animalsk oprindelse til at være den sikre vej til sygdom og veganisme mirakelkuren mod alt.

Den har fået tæsk af alle fagfolk – endda selv veganske fagfolk; læs fx denne glimrende anmeldelse af Virgnina Vessina lige her. Du finder også en på dansk af Morten Elsøe her.

Her må jeg til min forbløffelse læse den ene kommentar efter den anden fra veganere som i kølvandet på denne kritik skriver: “Det kan godt være det ikke er særligt korrekt, men så længe det får folk til at blive veganere, synes jeg ikke det gør noget”.

Lad os lige oversætte den tankegang til et andet scenarie.

Er det ok at politikere manipulerer og lyver om noget, hvis det bare gavner deres sag i sidste ende?

Det er de fleste nok enige om, ikke er ok.

Alligevel lader der til at være endnu et kæmpe blindspot her hos veganere.

Som Vessina skriver til sidst i hendes anmeldelse:

“I am not convinced that this film will produce some big population of long-term committed vegans, especially when people find out that going vegan doesn’t necessarily deliver on all the promises What the Health makes.

Second, the vegan movement’s credibility is undermined when we make claims that are so easily refuted. If we get caught lying or exaggerating about the health aspects of veganism, why should anyone believe us when we try to tell them about the treatment of animals on farms, in zoos, and in research labs?

I would guess that this film might also turn off a sizable segment of the population who recognize the hype, the over-the-top conspiracy mongering, and the shoddy science. For many, it’s likely to reinforce any negative view they may already have of vegans.”

Med andre ord: Når man er ok med at der bliver fremsat forkerte forkerte påstande i veganismens navn, så underminerer man hele bevægelsens troværdighed.

Det er, i sidste ende, ganske simpelt bare ikke et strategisk godt træk.

Man behøver ikke bombastiske og fejlagtige udsagn, for at tale veganismens sag.

Det kræver blot man gør sig lidt umage.

Opsummering

Jeg er klar over at dette blev et meget langt indlæg, men jeg har længe gået og brændt inde med en voksende frustration over, hvordan det veganske miljø nægter at kigge lidt indad og se hvad der kan gøres anderledes for at gavne deres sag.

Jeg håber, at dette blogindlæg kan give tiltrængt opråb på det område. Om end ikke andet så give stof til eftertanke hos de veganere som er ved at finde fodfæste i miljøet.

Her er opsummering af blogindlægget:

• Udskamning virker ikke. Måske på et fåtal, men langt de fleste vil lukke af overfor agressiv og udskammende vegansk reteorik. Det skaber større kløft mellem veganere og ikke-veganere. Og værst for veganere: det sætter en stor fed streg under indtrykket af veganere som værende rabiate og ubehagelige.
• Udskamning af folk der tager skridt imod en mere plantebaseret kost, men ikke er veganere er kontraproduktivt. Ikke alene kan man afskrække folk fra at ville associere sig som veganer, man det giver ganske simpelt ikke mening. Alle skridt i den rigtige retning er et skridt i den rigtige retning. Og sådan bør det anskues – og bør derfor også kun møde opmuntring. Det har større netto-impact at 100 mennesker skærer ned på deres kødforbrug end 2 mennesker bliver fuldblodsveganere.
• Som veganer vil du kun gavne din sag ved at støtte op om alle skridt, hvor små de end er, mod en mere plantebaseret kost.
• Det er ikke nemt for andre, blot fordi det var nemt for dig. Afhængig af person og kontekst, kan veganisme være et stort vaneskift. Alle mennesker er ikke lige så motiveret for dig – dømmer du folk ud fra din egen motivation, fejler du.
• Som veganer kan du sagtens acceptere at man kan leve sundt på en ikke-vegansk kost, uden at argumenterne for veganisme svækkes.
• Lad være med at acceptere pseudovidenskab, manipulation og decideret løgne i veganismens navn. Det underminerer veganismens som bevægelse ved at give den ry for at være upålidelig.

Som veganeren Melody Schoenfeld her skriver i dette blogindlæg (som har mange af de somme pointer som mit):

“I love being vegan, and I love what being vegan stands for from an animal and environmental standpoint.  It makes me sad to see vegans work against themselves in an attempt to prove a point.  Do it civilly.  Do it with class.  Do it with FACTS.  And cook them something amazing (or take them to a amazing vegan restaurant, if they are willing).  You’d be surprised how far that can take you.”

Man når langt med lidt venlighed, kritisk blik på sin egen bias og lækker mad. Jeg tror, hånden på hjertet, at gode veganske opskrifter har gjort mere for veganisme end noget andet.

En sidste besked til ikke-veganere

Afslutningsvis vil jeg sige, at hvis du ikke er veganer og læser med her, så tænk over hvordan du selv er i debatter med veganere.

Jeg ser rigtig mange straks forsøge at provokere ved at skrive noget om man har lyst til en stor bøf, poste billeder af bacon og lignende ting. Det er barnligt og akkurat lige så ukonstruktivt som udskamning og agressiv retorik.

At opføre sig civiliseret uden er forbeholdt os alle sammen – det er ikke et krav jeg udelukkende stiller til veganere. Jeg vil derfor også opfordre til at dette blogindlæg ikke bruges til at håne veganere med, for det er hverken intentionen med det eller den rigtige måde at gå til debatten på.

Referencer:

German, J. B., Gibson, R. A., Krauss, R. M., Nestel, P., Lamarche, B., van Staveren, W. A., et al. (2009). A reappraisal of the impact of dairy foods and milk fat on cardiovascular disease risk. Eur.J Nutr., 48(4), 191–203. doi:10.1007/s00394-009-0002-5

Goldbohm, R. A., Chorus, A. M. J., Galindo Garre, F., Schouten, L. J., & van den Brandt, P. A. (2011). Dairy consumption and 10-y total and cardiovascular mortality: a prospective cohort study in the Netherlands. Am J Clin Nutr, 93(3), 615–627. doi:10.3945/ajcn.110.000430

Kondo, I., Ojima, T., Nakamura, M., Hayasaka, S., Hozawa, A., Saitoh, S., et al. (2013). Consumption of dairy products and death from cardiovascular disease in the Japanese general population: the NIPPON DATA80. Journal of epidemiology / Japan Epidemiological Association, 23(1), 47–54.

Soedamah-Muthu, S. S., Ding, E. L., Al-Delaimy, W. K., Hu, F. B., Engberink, M. F., Willett, W. C., & Geleijnse, J. M. (2011). Milk and dairy consumption and incidence of cardiovascular diseases and all-cause mortality: dose-response meta-analysis of prospective cohort studies. Am J Clin Nutr, 93(1), 158–171. doi:10.3945/ajcn.2010.29866

Soedamah-Muthu, S. S., Masset, G., Verberne, L., Geleijnse, J. M., & Brunner, E. J. (2012). Consumption of dairy products and associations with incident diabetes, CHD and mortality in the Whitehall II study. The British journal of nutrition, 1–9. doi:10.1017/S0007114512001845